Billede beskrivelse

Unge skøjteløbere imponerer med 10 medaljer

25. september 2024 kl. 11.01

FREDERIKSHAVN: FSF Skøjteløbere fra Frederikshavn Skøjteforening (FSF) fik en imponerende start på sæsonen ved Dansk Skøjte Unions Efterårskonkurrence i Vojens, hvor de vandt 10 medaljer. 

Sæsonens første konkurrence er altid imødeset med spænding, da mange løbere præsenterer både nye programmer og kostumer, hvilket også var tilfældet i Vojens, hvor FSF stillede med 18 konkurrence- og mesterskabsløbere.

Tre af løberne, Marie Calundan, Isabella Geckalan og Matilde Bregnhøj, debuterede i K-konkurrencerækken efter at have bestået kravene til at rykke op fra Funskate sidste sæson. Marie sikrede sig en bronzemedalje i Cubs K (8-10 år), mens Frederikke Hagen Vorum vandt sølv i Springs K1 (10-12 år) og efterfølgende rykker op i K2-rækken, hvor dobbeltspring tillades.

I Springs K1 blev debutanten Isabella Geckalan nummer otte, og Noa Winther Jensen, som desværre glemte en del af sit program, endte som nummer 11, men afsluttede dog stærkt med en flot Axel. 

Matilde Bregnhøj opnåede en flot fjerdeplads i Debs K1 (12-13 år), tæt fulgt af Alberte Høeg Østergaard på femtepladsen.

I Debs K2 vandt Josefine Toft Bregnhøj guld trods udfordringer med piruetterne, og Matilde Maysfelt tog sølv med et smukt program til "Euphoria". 

Astrid Uggerhøj Schioldan vandt bronze i Novice K1 (13-16 år), og Caroline Hagen Dam gjorde et stærkt comeback efter to års pause. Karen Trekær Bech imponerede med et fejlfrit program og vandt guld i Novice K3.

Alberte Kondrup Madsen føjede endnu en medalje til sin samling med en sølvmedalje i Junior K1 (16-19 år). I mesterskabsklasserne rykkede Caroline Toft Bregnhøj og Augusta Hagen Dam op i Springs M og kæmpede med de nye dobbeltspring. Augusta endte på fjerdepladsen, mens Caroline blev nummer syv.

I Debs M dystede Annabel Bøger og Maja Gosvig Valeur for første gang i to programmer, hvor Annabel sikrede sig førstepladsen foran Maja, som imponerede med en dobbelt Axel. I Novice M avancerede Sara Maya Pruteanu til en samlet andenplads, mens Astrid Møller Carlsen landede lige uden for podiet som nummer fire.

FSF's juniorlandsholdsløber, Camilla Poulsen, deltog ikke, da hun forbereder sig til Junior Grand Prix i Gdansk. Om 14 dage rejser 15 løbere fra FSF til HSK Cup i Hvidovre, hvor konkurrencen bliver endnu skarpere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste