Billede beskrivelse

Unge skøjteløbere fra Frederikshavn er topklar

25. august 2024 kl. 14.01

FREDERIKSHAVN: Så går turen til Riga for Wendell Hansson-Östergaard til årets første Junior Grand Prix.

Junior Grand Prix er store internationale skøjtekonkurrencer, som man skal udtages til af Dansk Skøjte Union for at kunne stille op. Man kan højest blive udtaget til to Grand Prix’er pr. sæson, og Dansk Skøjte Union har udtaget Wendell Hansson-Östergaard til begge i denne sæson.

Næste tur bliver til Gdansk i september. Det er anden gang, han skal konkurrere dér. Det var også et af de lande, der var udvalgt sidste år, hvor Wendell Hansson-Östergaard også blev udtaget. Og året før blev Wendell Hansson-Östergaards søster, Babeth Hansson-Östergaard, udtaget til at konkurrere i samme by.

SOS Nord-løbere er godt berejste verden over.

Wendell Hansson-Östergaard er Team Danmark-løber, hvilket giver ham mulighed for at kombinere sin sport med sin uddannelse. Efter den netop afsluttede sommerferie er Wendell Hansson-Östergaard begyndt på HTX i Frederikshavn.

Flere af Wendell Hansson-Östergaards klubkammerater er også startet på en ungdomsuddannelse, og Frederikshavn Kommune har flere tilbud til de unge. Dette betyder, at man ikke nødvendigvis behøver at være landsholdsløber for at kunne kombinere uddannelse og sport. 

Dette gør sig gældende på Sports Academy. Her træner Wendell Hansson-Östergaard sammen med Liva Græsdal Thomsen, Sebastian Eilers og Babeth Hansson-Östergaard - alle fra HTX. Chilie Vejrum Terp og Camilla Langagergaard er begyndt på STX.

Samtidig bliver det for femte år i træk, at foreningen har løbere i Talentsports Klassen på Frydenstrand Skolen. I år er det Lærke Feldtmose, som er startet dér. Lærke Feldtmose er en ihærdig skøjteløber, som er ovenud glad for at kunne gå i skole og skøjte næsten samtidig.

Iscenter Nord bliver de unges andet hjem, da de fra skolen kommer direkte til hallen. Så et stort ønske fra både løbere og foreningen er selvfølgelig at få et klubrum, hvor de kan føle sig trygge og velkomne til at varme deres mad, lave lektier, hygge sig og bare få slappet af, inden træningerne starter.

Både Wendell Hansson-Östergaard og Sebastian Eilers er klar til at tage imod alle drenge, der har lyst til at skøjte. Camilla Langagergaard, Chilie Vejrum Terp, Liva Græsdal Thomsen og Lærke Feldtmose er klar til at modtage alle piger, som går rundt med en skøjteprinsessedrøm i maven.

De er klar både onsdage, torsdage og søndage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste