Unge musiktalenter: Vellykkede blæserdage i Manegen
Musikskolen har traditionen tro afholdt Blæserdage, hvor unge musikskoleelever spiller sammen med erfarne blæsere fra Musikkorps Sæby.
Efter to øvedage kulminerede blæserdagene for de 45 deltagere med en fælleskoncert om aftenen, tirsdag 14. februar.
Sæby Folkeblad havde fornøjelsen at besøge musikskolen om formiddagen for at få et lille indblik i, hvordan det lyder i maskinrummet hos musikerne få timer inden den store koncert skal udfolde sig.
Ved mødet med de yngste af deltagerne i blæserdagene i Manegen, kom eleverne blæsende på gangen, hvor der blev leget tagfat og der lød glade stemmer som i enhver anden skolegård.
Da der kort efter blev kaldt til samling i de to orkestergrupper og pulsen var faldet til ro, lyste koncentrationen ud af eleverne klar til at modtage undervisning af musikskolelærerne Gitte Holtegaard og Jens Beck Dahl.
Udåndingsluften blev nu målrettet mod de messingskinnende blæserinstrumenter og skønne toner flød fra trompeter, tromboner, horn, tubaer, klarinetter, kornetter, saxofoner, basuner, tværfløjter og en enkelt blokfløjte samt trommer, der kunne hjælpe med at tælle takterne.
Med blikket stift rettet på noderne og lærens håndbevægelser blev numrene øvet i gen og igen og mislydende blev hurtigt færre.
Unge talenter
Under en pause fortalte fire af de yngre elever om deres indtryk af blæserdagene.
10-årige Isabella der kommer fra Skagen, 12-årige Ingrid fra Dybvad og Dicte på 14 år fra Sæby samt 14-årige Tobias fra Frederikshavn, har alle gået til undervisning i musikskolen i 3-4 år. Tobias får yderligere mulighed for at lufte sit baritone horn i Tordenskjoldsgarden.
I det daglige sker undervisningen individuelt, så det er meget anderledes, som under blæserdagene, at skulle spille sammen med andre i forskellige aldre.
De har alle fire glædet sig til at skulle mødes i Sæby for at blive bedre til at bruge deres instrumenter og lære at spille sammen i grupper og ikke mindst at få mulighed for at spille for et stort publikum.
Fællesskab og musik
Lederen af Frederikshavn Musikskole, Thomas Albæk Jakobsen oplyser, at blæserdagene og samme type fællesdage prioriteres højt.
-Det at mødes og spille sammen skaber et stærkere sammenhold og eleverne får øjnene op for det fællesskab, de er en del af igennem Musikskolen, understreger Thomas Albæk Jakobsen.
Under den stemningsfyldte og hyggelige koncert spillede hvert af de to orkestre fem numre og sammen sluttede de af med ABBAs The Winner Takes It All.