Ukrainske flygtninge i Polen får glæde af brugt fodboldtøj
Depotrummet på første sal i IF Skjolds klubhus er igennem de seneste år blevet fyldt totalt op med glemt sportstøj og af udgåede sponsorerede klubdragter.
Stadioninspektør Kenneth Isaksen kunne godt bruge depotet til husets redskaber og inventar, der kun lejlighedsvis bliver benyttet.
Som altid, når inspektøren står overfor en større opgave, end han selv kan tumle, søgte han hjælp hos klubbens ”malerteam” der straks kom med forslag om at sende alt fodboldtøjet til Ukraine.
Da lastbilen fra Abildgård Kirke med hjælpemidler til Ukraine netop var kørt for dette forår, fandt man, ved hjælp af bestyrelsesmedlem i IF Skjold, Michael Koch Sørensen, frem til Polsk-Dansk Humanitær Forening fra Skelund, der har mere en tredive års erfaring med at transportere og fordele bistand til Wagrowiec nær Poznan.
Der er i det polske område omkring Poznan indkvarteret mange ukrainske flygtninge, så ønsket om at alt det overskydende tøj skulle komme ukrainerne til gode, kan således opfyldes.
Det forventes at fodboldtøjet kan nå frem så betids, at de kan få glæde af det allerede fra starten af denne sæson og dernede betyder det ikke så meget om de render rundt og reklamer med Thingbak Foto eller Sparekassen Vendsyssel.
Tre frivillige fra ”malerteamet” mødte op en onsdag formiddag for sammen med Kenneth at sortere og pakke 50 store sports-takser, seks sorte sække med glemt tøj til mange formål og fem net med bolde samt en æske med helt nye DBU-medaljer, men med indgraverede årstal fra før 2024.
Jørgen Mulle Christensen fra IF Skjold oplyser, at alt tøjet sagtens kan holde flere år endnu, men da der på tøjet er påtrykt navne på firmaer, som er ophørt eller klubben ikke længere samarbejder med, kan vi ikke længere benytte kampdragterne.
Det er Bent Christensen fra Frederikshavn, der sørger for at transportere alle de bløde pakker til Skelund, inden de indgår i en større transport.
Bent har allerede været i Ukraine og ved den Polsk-Ukrainske grænse flere gange for at hente flygtninge til Frederikshavn Kommune og for at køre nødhjælp til det krigshærgede land.