Turistfolk i bålhytten
Morgenmøde i Nellemanns Have
SÆBY: For at booste gejst og inspiration til Sæby turisterhverv havde Turisthus Nord inviteret sine medlemmer til morgenmøde i Nellemanns Have.
Destinationscafé-mødet var torsdag 20. juni henlagt til havens ”Bålhytte”, hvor en snes interesserede fik en gennemgang af turistorganisationens seneste aktiviteter og hvilke initiativer, der var under opsejling.
Værterne, Nellemanns Haves venner havde forinden fået lejlighed til at fortælle om havens tilblivelse for godt 90 år siden og hvordan de i de seneste årtier havde kæmpet for at beholde haven med deres mange hundrede unikke paradisæbler. Efter, at haven er blevet reddet, anvendes kræfterne nu på at udvikle den skønne oase ved Sæbys nordvestlige bydel, som i stigende grad besøges af turister.
Frederikshavn Kommune har netop besluttet at forlænge kontrakten med Turisthus Nord til og med 2020. Herefter et det planen, at der skal dannes et nyt destinationsselskab, der skal dække Aalborg, Brønderslev, Læsø og Frederikshavn kommuner.
Ulla Mosich, der er formand for bestyrelsen i Turisthus Nord, ser med fortrøstning på den nye turistfremme organisation. Vi ønsker fra erhvervet at sætte retning på, hvad der kan give sorte tal på bundlinjen. Vi arbejder på, at de fire kommuner vil være med til at få organiseret selskabet med en flad organisation og at de eksisterende ressourcer udnyttes bedst muligt, pointerede Ulla Mosich.
Selv om kommunerne er forskellige, har vi et stort fælles kundesegment der efterspørger kystnære hoteller, havnemiljøer og kultur, supplerede turistdirektør René Zeeberg.
Turistdirektøren understregede vigtigheden af en god opbakning og kunne glæde sig over en flot tilgang af nye medlemmer. I øjeblikket har Turisthus Nord 30 medlemmer fra Sæby og 75 fra Frederikshavn samt 215 turismeaktører fra Skagen. Frederikshavn Kommune er blevet danskernes foretrukne feriemål og erhvervet generede sidste år en omsætning på 3 milliarder kroner.
Udviklingschef Anne-Grethe Kramme informerede om, hvilke markedsførings kampagner der er igangsat og hvor fokus er rettet mod det norske og tyske marked samt til rederierne.
Online kampagnerne har vist sig at have stor synlighed, hvor der alene i år har været over 5 millioner visninger på foreningens hjemmeside.
For at tage temperaturen på gæsterne i Skagen, Frederikshavn og Sæby, er der lavet aftale med Dansk Kyst- og Naturturisme om at gennemføre en tilfredshedsanalyse, hvor de vil interviewe 300 besøgende alene i Sæby i løbet af juli måned i år.