Billede beskrivelse

Tricktyve snuppede tegnebog i bussen

19. marts 2018 kl. 14.15
Opdateret kl. 14.25

Lokalpolitiet i Frederikshavn advarer om tricktyve, som i weekenden har været på spil i Frederikshavn.

Det gælder en episode, hvor to-tre mænd steg på en bus og satte sig foran en 59-årig kvinde.

Efter få minutter ville de to mænd pludselig ud af bussen - angiveligt fordi den ikke kørte til Sindal.

- Der opstod lidt tumult, og pludselig slog en tredje mand en paraply op bag ved den 59-årige kvinde, forklarer politikommissær Carsten Kjær fra Lokalpoliti i Frederikshavn.

De to mænd steg ud af bussen på Kirkepladsen, og bagefter fandt kvinden ud af, at hendes pung var blevet stjålet.

Kun få minutter senere blev kortet misbrugt i en hæveautomat i Frederikshavns midtby.

Den 59-årige kvinde beskriver de to mænd, som steg af bussen, som 28-35 år, hvide i huden, men østeuropæiske af udseende. De talte et ukendt sprog og dansk med accent.

Politiet har sikret sig overvågning fra hæveautomaten, som skal kigges igennem.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste