Billede beskrivelse

Tre steder du må besøge

Mercedes-Benz’ nye City Escapes-guide peger på Brøndum, Skagen Odde Naturcenter og Råbjerg Mile

18. september 2019 kl. 08.03

SKAGEN: Råbjerg Mile, Brøndums Hotel og Skagen Odde Naturcenter er kommet i fornemt selskab med blandt andet Trapholt, Lousiana, Rungstedlund og ARoS i Mercedes-Benz’ nye City Escapes-guide – på lettere mundret dansk – en guide med spændende danske udflugtsmål.

I guiden er de tre Skagen-lokationer som vigtige besøgsmål.

Råbjerg Mile blevet anbefalet af fotograf Kenneth Nguyen med følgende ord:

Hvorfor skal man tage en tur til Råbjerg Mile?

Det er fantastisk, at man egentlig ikke skal køre så langt for at opleve virkelig smuk natur herhjemme. Og netop Råbjerg Mile ligner ikke noget andet sted i Danmark. Jeg rejser en del – blandt andet for at hike og opleve vild natur og flotte landskaber på eksempelvis Island, Færøerne og i USA. Men i virkeligheden behøver man ikke altid hoppe på en flyver og rejse langt væk for at opleve noget storslående. Råbjerg Mile er virkelig noget særligt.

Råbjerg Mile er en vandrende ørken. Det er en lokation i bevægelse. Den rykker sig 15 meter om året og ændrer sig dermed hele tiden. Det er spændende at forestille sig, hvor den mon er henne om 10 år. Men først og fremmest er der vanvittigt smukt i Råbjerg Mile. Også i regnvejr. Det ser fantastisk ud, når skyerne hænger deroppe. Det giver en god dynamik. Jeg gad helt vildt godt se det her sted, når der ligger sne, fastslår Kenneth Nguyen

Der er masser af historisk vingesus på Brøndums Hotel i Skagen, som er centralt beliggende i den gamle bydel Østerby.

I hotellets restaurant kan du finde høj kvalitet og medbringe højt humør – præcis som de kendte Skagensmalere gjorde det, dengang Brøndums Hotel var et kendt mødested for denne gruppe indflydelsesrige danske kunstnere.

Både H.C. Andersen og Karen Blixen har efter sigende været gæster på det historiske hotel på toppen af Danmark. Førstnævnte ankom efter sigende på gæstgiveriet i 1859 efter en lang og udmattende rejse. Digterens humør var derfor ikke i topform, og han skulle have udvist en noget hysterisk adfærd.

Skagens Kunstmuseet ligger lige om hjørnet, og man kan med fordel – før eller efter en frokost på hotellet – aflægge et besøg i museets samling, der indeholder hovedværker af bl.a. P.S. Krøyer, Viggo Johansen og Anna Ancher. På elegant vis udmærker Skagen Kunstmuseum sig blandt andet ved at fortælle om kunsten i netop det miljø, hvor den blev til.

Skagen Odde Naturcenter er smukt placeret i et naturområde nord for Skagen, hvor man er optaget af at formidle historier om odde-dannelsen og de særegne træk, der gør Skagens natur til noget helt specielt. Området udmærker sig blandt andet ved at være populært træksted for rovfugle og hjemsted for et varieret dyreliv, der foretrækker klit- og hedelandskaber. Alle familiens medlemmer kan være med her!

Skagen Odde Naturcenter er tegnet af den verdensberømte arkitekt Jørn Utzon tilbage i 1989 og opført af Utzons søn Jan Utzon omkring årtusindskiftet.

Historien om Utzons arbejde med det 4.000 kvadratmeter store naturcenter kan også opleves i en særskilt udstilling.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste