Tordenskioldsdagene afblæses i år
Men de mange events får måske nyt liv rundt om i byen gennem juli
KOMMUNEN: I 22 år har Frederikshavn været det dynamiske omdrejningspunkt om den historiske festival Tordenskioldsdage baseret på fortællingen om byens maritime historie under Store Nordiske Krig.
Sådan bliver det ikke i 2020.
For pandemien spænder i den grad spændt ben for store festivalaktiviteter, som blandt andet Tordenskioldsdage.
- Som alle andre arrangører af festivaler og større events, har vi også haft en idé om hvor det bar hen af.
- Og siden statsministerens pressemøde har det stået klart, at vi naturligvis ikke kan gennemføre Tordenskioldsdage i ¨r, siger Fonden Tordenskiolds direktør, Jan Michael Madsen.
Da denne situation ikke er helt uventet, har han i den seneste tid haft overvejelser omkring, hvordan man med afsæt i Krudttårnets øvrige sommersæson, i en kombination med elementer fra Tordenskioldsdage, alligevel kan bidrage med en række oplevelser i Frederikshavn.
- Man kan sige, at vi imodsætning til mange andre festivaler er vort eget indhold og derfor kan vi brede det ud - måske over hele sommermåneden og så lave mindre events selvfølgelig indenfor de retningslinier, der til enhver tid vil være gældende i forhold til forsamlinger, siger Jan Michael Madsen.
Fonden er netop nu i samarbejde med foreningerne i gang med at afgrænse et muligt program som med en række daglige “mini-oplevelser” kan medvirke til at skabe liv i byen i juli.
- Den nye kollektive forståelse af landets alvorlige situation, indeholder begrebet “sammen - hver for sig”, og det begreb vil være ret styrende for vores alle sammens kulturdeltagelse i lang tid fremover, siger Jan Michael Madsen.
Han forventer at Fonden Tordenskiolds programlægning for sommeren 2020 kan præsenteres umiddelbart efter påske.