Billede beskrivelse

Tom mærker "Lærke-effekten": Nu er Strandby-virksomhed i finalen

02. november 2023 kl. 06.01

Akademikernes A-kasse uddeler en gang om året Akademikerprisen til en lille eller mellemstor virksomhed, der har skabt vækst med akademisk arbejdskraft.

I år er det Elektrikeren i Strandby, der repræsenterer Nordjylland i finalen den 9. november, skriver a-kassen i en pressemeddelelse. 

Elektrikeren i Strandby er med i opløbet om prisen, fordi de i starten af 2022 ansatte Lærke Kristensen, der er uddannet historiker med flair for formidling.

Firmaet ønskede at hæve niveauet af markedsføringen af deres helt store passion, grøn energi. Med sin kandidatgrad i historie i bagagen kunne Lærke Kristensen på kort tid omsætte komplekse emner til effektiv markedsføring. I dag er hun kommunikations- og marketingansvarlig.

- Det, man lærer som akademiker, kan bruges alle steder. Det handler om at identificere, analysere, formulere og søge at løse en problemstilling. Det er noget, vi har med fra studiet. Evnen til at sætte os ind i data og skabe mening på kort tid. Det er det, der gør, at man kan klare uddannelsen. At man hurtigt kan se på tværs, se strømninger, siger Lærke Kristensen.

”Lærke-effekten”

Tom Jensen, der er direktør i Elektrikeren i Strandby, glæder sig over ansættelsen af Lærke Kristensen:

- Nu kan jeg lægge vigtige opgaver fra mig. Nu tager hun sig af det, og tingene bliver løst. Det har jeg ikke været vant til, siger han.

Lærke Kristensens arbejde kan også aflæses direkte på Elektrikerens bundlinje.

I 2021 var omsætningen 14 millioner kroner.

Efter Lærke Kristensen blev ansat, er den steget til næsten 26 millioner kroner i 2022.

Det er ikke kun, fordi der er kommet en dygtig akademiker med ombord i firmaet.

 - Der har også været et boom i varmepumper, fortæller Tom Jensen.

- Men det er helt klart også udtryk for ”Lærke-effekten”.

Kåres snart

Vinderen af Akademikerprisen 2023 kåres den 9. november. Det er en jury, der består af folk fra erhvervslivet, dvs. små og store virksomheder, erhvervsråd og universiteterne, der i hver region udvælger en finalist blandt de nominerede.

Vindervirksomheden bliver udpeget af Akademikernes A-kasses hovedbestyrelse. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste