Tømrerfirma helt i top
Voerså Tømrerservice er i finalen i dysten Årets Håndværker
VOERSÅ: Voerså Tømrerservice samler på glade smileys og gør det så godt, at kunderne har vurderet Brian Mølgaard og hans medarbejdere som én af landets bedste tømrervirksomheder.
En glad, men også ydmyg tømrermester, Brian Mølgaard, er netop blevet nomineret til finale i dysten ”Årets Håndværker” for tømrerfirmaer med 5-9 ansatte.
- Vi knokler hver dag for at yde en god service, så vi er naturligvis stolte over den anerkendelse, som ligger i finalepladsen, siger Brian Mølgaard.
Kåringerne finder sted over to dage onsdag 10. og torsdag 11. april i Cirkusbygningen i København.
Det kræver en god kundeservice at nå finalen.
Virksomheden er blandt de i alt 238 håndværksfirmaer fordelt på 27 forskellige kategorier, som har fået de højeste ratings fra kunderne det seneste år på anmeldelsesportalen www.anmeld-haandvaerker.dk, der danner baggrund for kåringerne af Årets håndværke 2019.
- Vi har altid fokus på at yde den perfekte kundeservice, da vi ved at det afspejles i de anmeldelser vi får fra kunderne. Derfor er vi naturligvis stolte for at opnå denne anerkendelse, som en finalist plads er udtryk for, fortæller Brian Mølgaard.
- Det var faktisk min søster der gjorde mig opmærksom på at jeg var blevet finalist, ved at sende mig en besked på Facebook. Efterfølgende væltede det ind med beskeder og lykønskninger fra venner og bekendte, på både Facebook og SMS, og flere af dem har også spurgt om de ikke skal med mig ind i Cirkusbygningen, fortæller en glad og stolt Brian Mølgaard.
Han ser frem til en fantastisk aften i Cirkusbygningen og håber selvfølgelig, at han kommer til at stå på scenen som vinder af prisen som Årets Tømrer (4-9 ansatte).
- Men det bliver en god aften, ligegyldigt hvordan det falder ud, siger Brian Mølgaard.