To apoteker og 14 ansatte: Pia har succes i byen

20. oktober 2022 kl. 12.00

Apotekerne er en meget lovreguleret branche. For at være apoteksejer skal man dels være uddannet farmaceut, dels have en bevilling fra Lægemiddelstyrelsen. Der er også helt faste retningslinjer for, hvad et apotek må handle med ud over medicin og krav til faguddannet personale.

Med den ny apotekerlov i 2015 blev det bl.a. muligt for hver apoteksejer at drive op til syv enheder. Målet var at gøre medicin lettere tilgængelig for borgerne, og det er lykkedes. Selv om antallet af apoteksejere daler, så stiger antallet af apoteksenheder. I Frederikshavn har både Løveapoteket og Svaneapoteket valgt at oprette et ekstra apotek, henholdsvis Fladstrand Apotek i Meny og Rådhusapoteket i Føtex. På landsplan er der i dag 185 apotekere og 523 apoteker.

Billede beskrivelse

- Det er ikke nogen guldrandet forretning at drive et ekstra apotek. Det kræver dobbelt husleje, dobbelt udstyr som fx lagerrobot og næsten dobbelt varelager. Det kræver også ekstra personale at få vagtplanen til at gå op to steder. Samtidig er der jo ikke flere kunder, og der bliver ikke købt mere medicin. Men det er en udvikling, man er nødt til at gå med, for ellers gør naboapoteket det måske og snupper noget af dit kundeunderlag. Så derfor gør vi det. Men det er godt for kunderne, og de er rigtig glade for de nye apoteker, siger Pia Bach og fortsætter:

- Vi er en del af sundhedsvæsenet, men vi er også en privat virksomhed. Branchen har en bruttoavanceaftale med Sundhedsministeriet og monopol på at forhandle receptpligtig medicin samt det meste håndkøbsmedicin. Til gengæld må vi ikke sælge kosmetik og fødevarer ud over særlige ernæringsprodukter eller andre varer, som ikke er sundheds- og plejeprodukter. Tidligere havde mange apoteker en produktion af krydderiblandinger, fx gløgg-blandinger eller sennep. Det må vi ikke længere. Det er OK, for jeg synes, at lægemidlerne skal være vores kerneområde. Her kan vi sætte vores kompetencer i spil og gøre en forskel for vores kunder.

Billede beskrivelse

Når du handler på apoteket, vil du typisk få gode råd og vejledning i, hvordan medicinen skal tages. Det er en del af apotekets informationspligt, men lægen kan også skrive ”Rådgivning” på recepten, og så tager apotekets farmaceut en mere grundig samtale om medicinen. Det kan fx være, hvis du skal starte på en ny slags medicin.

På Løveapoteket og Fladstrand Apotek har Pia Bach i alt 14 ansatte. Det er ni farmakonomer, to farmaceuter inkl. Pia selv, to elever, en chauffør og en servicemedarbejder. Alle ekspeditioner i apoteket skal udføres af faguddannet personale. Det kræver loven, og det er et spørgsmål om patientsikkerhed. Tidligere skulle hver ekspedition af receptpligtig medicin tjekkes af to medarbejdere, men nu har stregkoderne overtaget den sikkerhedsforanstaltning. Det har også højnet sikkerheden, at lægerne nu laver elektroniske recepter, som apoteket henter direkte på serveren. De skal ikke længere tyde lægens kragetæer.

Billede beskrivelse

Pia Bach har været apoteker i Frederikshavn i 15 år. Hun kom fra en stilling som souschef på et apotek i Viborg, men så fandt hun kærligheden i Vendsyssel, og kort efter blev bevillingen til Løveapoteket ledig. Pia Bach søgte bevillingen og fik den.

Løveapoteket lå dengang i den smukke gamle bygning på hjørnet af Kirkepladsen, en bygning, der var opført til formålet. For nogle år siden flyttede Løveapoteket til den nuværende placering på Hangaardsvej. En helt anden slags bygning, men også den er specialbygget til formålet.

- Jeg indgik lejemålet allerede inden, byggeriet var færdigt, og derfor kunne jeg være med til at bestemme indretningen. Lejemålet er i to etager, og derfor har vi mulighed for at have en lagerrobot i dobbelt højde. Og så har vi personalefaciliteter og kontor på første sal, hvor kvadratmeterprisen er lidt billigere, siger Pia Bach.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste