Talentpris er en hård nød at knække for operakomite
Det bliver en hård nød at knække for priskomitéen bag uddelingen af Kappelborg Skagens Talentpris til en af de 16 deltagere i årets internationale Operamasterclass.
- Det ender med, at vi bliver nødt til at give prisen til sidste års vindere, så svært bliver det at vælge mellem så meget talent, medgiver leder af Kulturhuset Kappelborg og medlem af priskomitéen, Lars Ilum.
Som en del af prisen indgår betalt deltagelse i det følgende års operasommerskole i Skagen, og derfor kunne publikum til elevernes afslutningskoncert i Skagen Kirke lørdag aften glæde sig over genhør med den norske sopran Annika Synnøve Beinnes og landsmanden, tenoren Ian Marcus Bjørnsvik, der nu begge er optaget på Det Kongelige Danske Operaakademi.
Niveauet blandt de 14 øvrige masterclass-elever, heraf hele ni norske sopraner, var så højt, at det måske næppe heller i år bliver ved en enkelt prisvinder.
Valget træffes ifølge Lars Ilum i løbet af en uge eller to.
Ny kunstner-koloni
Opbygningen af den nutidige pendent til Skagens-malerne, en kunstnerkoloni af operasangere af internationalt format, går strygende.
- I år havde vi 26 ansøgere, så interessen er stor, og vi fortsætter ufortrødent, understreger Lars Ilum.
Blandt de indslag ved afslutningskoncerten, der høstede størst bifald blandt de knap 200 publikummer, var opsætningen af E. Griegs smukke “Solveigs sang” fra Peer Gynt med alle ni norske sopraner som medvirkende,
Også Mari Aschehous og Magnus Løvlies “Una Parola” fra Donizettis “Elskovdrikken” samt Eliza Anna Kisielinskas “Voi lo sapere” fra P. Mascagnis Cavellaria Rusticans blev båret frem af vidunderlig stemmepragt.
Hvad der hist og pist stadig mangler i mimik og gestik hos nogle af de unge sangere, manglede ikke i beherskelse af stemmerne.
- Især barokmusik og Mozarts operaer, er utroligt velegnede til netop unge stemmer, så de kan lære at styre deres luft og omsætte den til smuk sang, understreger lederen af Det Kgl. Musikkonservatorium og Operaakademi, Anne Margrethe Dahl, om det lagte koncertprogram, og hvor hun sammen med den tidligere internationale danske sopran, nu sangcoach på Operaakademiet, Susanna Eken, står for operasommerskolen, som i år har fem års jubilæum.