Tag en pause i Pitstop Elling
Indkørslen til Elling by, hvor området omkring T-krydset mellem Tuenvej og Skagensvej gennem de seneste år gradvist har taget en forandring i takt med, at de ældre ejendomme er blevet fjernet til nu at være en grøn oase.
Det er en del år siden, den søde andefamilie slog sig ned som en fast bestanddel af Ellings branding på krydset nordvestlige side og senest har der været gang i den østlige side. Med græs, skulpturer, blomsterenge, frugttræer (hvor frugterne gerne må nydes), der sammen med kvashegn, sten, og træstolpe, bidrager til at biodiversiteten i vid udstrækning kan udfolde sig.
Her er nu en ny oase
At området er blevet forvandlet, skyldes tømmerhandler Egon Svendsen, grundlæggeren af XL-Byg Elling Tømmerhandel. Han har løbende opkøbt de fire hjørneejendomme og erstattet de faldefærdige bygninger med græs, biodiversitet og skulpturer, der hver især relaterer sig til Elling.
Området er Ellings ansigt ud mod Skagensvej og et sted, hvor der årligt passerer rigtig mange turister, såvel i bil som på cykel, og til cykelturisterne, så det ligger Egon Svendsen meget på sinde, at det skal fremstå pænt og indbydende.
Andefamilien er inspireret af den berømte turistplakat, hvor en politimand leder en andefamilie sikkert over gaden i den københavnske trafik. Andefamilien i Elling er produceret af Frederikshavn Produktionsskole og symboliserer, at Elling er et godt og trygt sted at bo og den sprælske ælling er udtryk for, at der er liv i Elling.
Håndværktøjet, sav, hammer og tommestok illustrerer fortidens håndværk og hårdt arbejde. Netop håndværk og håndværkere har været det bærende element i hele Elling Tømmerhandels udvikling. Skulpturen er produceret af Frederikshavn Produktionsskole.
Globussen er inspireret af byens officielle Facebookgruppe ”Elling verdens navle”. Globussen med den sprælske ælling på toppen skal illustrere, at Elling er midt i det hele.
Kanonkuglerne er fra Ammunitionsdepotet (AMA), der lukkede i 2020. Skulpturen er lavet og skænket af medarbejdere på AMA i anledning af virksomhedens 300 års jubilæum i 1976. AMA, der oprindelig hed Fyrværkerkompagniet, blev etableret i København i 1676 og udflyttet til Elling i 1957.
Pitstop Elling er nu med kunstværker og solide bænke i et smukt grønt område et rart sted, hvor man kan sætte sig og slappe af og holde en pause, mens man betragter udsmykningen.
Her er også tænkt miljø. Der er integreret et affaldsstativ i bænken, her er man velkommen til at efterlade evt. tomme dåser, flasker, madpapir og hundeposer.