SUP Sæby rider på en bølge

Mick Knive Anderson døjede med kraftige rygsmerter. Stand Up Paddle hjalp, og nu har han fået 80 andre med op på det populære board

23. august 2019 kl. 06.02

SÆBY: Formanden for SUP Stand Up Paddle Sæby Mick Knive Anderson er i gang med at træne til at padle 220 kilometer på fem dage på hollandske floder sammen med nogle af de bedste indenfor sporten. Hvorfor Mick har sat sig dette ambitiøse mål, vender vi lige tilbage til.

Vi mødes med formanden for SUP Sæby på den skønneste sensommerdag på terrassen foran Sæby Søbad. Det er her SUP Sæby holder til, og her de nu cirka 80 medlemmer mødes for at træne, og hvor nye medlemmer kan komme på kursus.

På et år er det lykkes at få stablet en ny forening på benene, som i dag er den 5. største i Danmark.

- At vi kan holde til her på søbadet er helt optimalt. Vandet her på østkysten og ved Sæby er et af de bedste steder i Danmark at lære at SUPPE, siger Mick Knive Anderson og viser ned i kælderen, hvor et fint klublokale er taget i brug. Konferencelokalet egner sig fint til kurser og møder, og så har de flyttet deres røde sofaer med fra deres første tilholdssted på Sæby Havn. Ved siden af i et andet varmt og tørt kælderlokale er der plads til nogle SUP-boards mens resten opbevares i en container.

Sæby Søbad ligger som bekendt nærmest på stranden, så der er ingen transportbesvær for at komme i gang med at træne. Og det gør Mick, og vi vender nu tilbage til anledningen til at kigge forbi SUP Sæby.

Tirsdag 10. september skal Mick Knive Anderson forsøge at overvinde sig selv. Han har, da vi møder ham, stort set aldrig prøvet at paddle længere end 25 kilometer ad gangen. Men til stævnet på de hollandske floder skal han paddle 50 kilometer fire dage og en dag 20 kilometer.

- Løbet hedder SUP 11 cities. Løbet på floderne gennem de elleve hollandske byer startede som et skøjteløb, men er nu også blevet et SUP-løb, hvor vi padler fra by til by, og så sejler vores flodpram, som er vores overnatningssted med os rundt, forklarer Mick Knive Anderson.

For Mick handler det om at stille sig den største udfordring, og se om han kan gennemføre.

- Jeg startede med SUP, fordi jeg i 2017 havde så kraftige rygsmerter, at jeg ikke kunne gå. For to år siden sad jeg i kørestol og tænkte meget på, hvad jeg kunne gøre for at få styrket min krop. Hvilken sport jeg kunne dyrke. SUP var lige præcis den sport, og selvom jeg stadig har ondt i ryggen, så har bevægelserne på boardet styrket mine muskler, blandt andet træner vi core, som jo er så vigtig for ens krop ikke mindst for at have en stærk ryg. Vi træner også balancen. At stå på SUP-en på vandet kan sammenlignes med at du står på et vippebræt. Folk tror, vi bliver trætte i armene, men når man padler rigtigt, er det benene, der først trænger til at slappe af, forklarer han.

Kan han gennemføre de 220 kilometer på fem dage, så er der ikke meget mere, han kan gøre for at have det så godt som mulig med rygsmerterne og tilføjer, at inden for SUP-sporten er der nogen, der er så seje, at de padler de 220 kilometer non-stop. Løbet kan bedst sammenlignes med et mini-tour de france, og der er masser af mennesker på ruten, der hepper

- Det bliver det vildeste, siger Mick Knive Anderson

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste