Succes på scenen: Band med rødder i Skagen debuterer på festival
SKAGEN: Ligesom publikum i Skagen Kultur- og Fritidscenter havde medlemmerne af Second Hand svært ved at få armene ned igen efter debuten på Skagen Festivals store scene fredag aften.
- Vi steg sådan cirka 2 oktaver i stemmelejet efter den afslutning. Det var en fed oplevelse. Det kan ikke sammenlignes med noget. Og da folk rejste sig til sidst… det kunne man nærmest få tårer i øjnene over, siger guitarist Thomas Hartmann, som ligesom sangeren Mathias Vestergaard stammer fra Skagen.
Sammen med de øvrige bandmedlemmer Miki Svanholm på bas, Andreas Als på trommer og Oskar Abildtrup på keys indtog de fredag scenen på Skagen Festival til det, de kalder, deres hidtil største job.
Har forberedt sig i måneder på Skagen
Og for bandet har de sidste mange måneders arbejde og fokus ligget på koncerten på Skagen Festival fredag aften.
Det er første gang, at bandet er blevet booket til et større scenejob med en hel times koncert og en gennemarbejdet produktion.
Og de har knoklet hårdt med både materiale, produktion og tid i øveren, siden bookingen.
- Vi har arbejdet os hen mod det i de sidste syv-otte måneder, fortæller bandet, der blandt andet har været en bandcamp igennem, hvor de fik sparring fra bandet Patina, hvilket ændrede kurs og fokus for de fem medlemmer af Second Hand.
Bandet fik sat sig nogle færre og mere konkrete mål, valgte i første omgang kun at fokusere på koncerten i Skagen og arbejde med alt det en sådan koncert kræver, hvilket blandt andet er at have materiale nok til en times koncert og få styr på hele sceneproduktionen.
- Det er første gang, at jeg i min krop mærker zen. Fingrene knitrer, man glæder sig bare, fortæller trommeslageren Andreas Als om at gå på scenen i Skagen efter de mange måneders forberedelse.
Second Hand på dansk
Bandet har også brugt tiden på at gå fra engelsksprogede tekster til danske, hvilket har betydet masser af arbejde med sangene op til koncerten. Både oversættelse af deres allerede eksisterende sange, og så har de skrevet løs på en masse nye numre, som kunne præsenteres til koncerten fredag aften.
Hvad fremtiden byder på for bandet er endnu ikke helt fastlagt.
- Nu skal vi lige lande. Vores pejlemærke de sidste mange måneder har været den her koncert, siger Mathias Vestergaard, men bandet har alligevel en idé om, hvad der skal ske nu. Det handler blandt andet om at få mere af musikken og flere af sangene ud på streamingtjenesterne og på at lave flere spillejobs.
Og der er allerede et koncertjob på programmet den 26. september på Absalon i Aalborg.
Så dem, der ikke fik nok eller missede koncerten fredag aften i Skagen, har chancen igen i september.
Second Hand kan følges på instagram under navnet ‘secondhand.mp3’
Bandets første single ‘Always Never’ findes på diverse streamingtjenester.