Billede beskrivelse

Strandby-virksomhed overtager VVS Energi

04. december 2017 kl. 13.55

Strandby El-teknik udvider virksomheden med egen vvs-afdeling.

Det sker gennem overtagelse af VVS Energi, som dermed bliver en del af Strandby El-teknik.

Ole Madsen fortsætter som daglig leder af vvs-afdelingen, og han vil derfor stadig varetage den daglige kontakt med de mange trofaste kunder.

Beslutningen om at sælge har været undervejs et stykke tid.

Ole Madsen er efterhånden blevet 64 år, og selv om han stadig nyder at løse vand-, varme- og sanitetsopgaver for kunderne, var han begyndt at tænke over, hvad der skulle ske med hans virksomhed på længere sigt.

- Da Strandby El-teknik henvendte sig, var jeg ikke i tvivl om, at et salg til dem var den rigtige løsning. Vi har gennem mange år haft et godt og frugtbart samarbejde, siger Ole Madsen.

Strandby El-teknik længe har ønsket at udvide med en vvs-afdeling.

- Vores kunder efterspørger i dag totalløsninger. Vi har derfor været på jagt efter en vvs-virksomhed, der lever op til de høje kvalitetskrav, som vores mange kunder stiller. VVS Energi er den helt rigtige virksomhed for os. Indtil nu har vi leveret komplette løsninger inden for el, ventilation, køl, varmepumper og sikring. Nu kan vi også tilbyde løsninger inden for vvs også, siger adm. direktør Tonny Stordal Johansen.

Han ser store muligheder i den nye afdeling og regner med, at det giver grobund for yderligere ekspansion med flere ansatte i de kommende år.

- Vi er i dag en af landsdelens største el-virksomheder med 65 dygtige medarbejdere. Vi er en aktiv spiller i hele Nordjylland. Især i Aalborg oplever vi i øjeblikket stor vækst på entreprisemarkedet, siger Tonny Stordal Johansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste