Den første del er ruten til den nye hovedsti er netop færdigetableret mellem Brinkhus og Katsig Bakker.
Livet her

Stort nyt stisystem giver dig 25 kilometer i benene - og måske en overnatning i bunker

06. januar 2022 kl. 08:47

Et nyt og omfattende stisystem er undervejs i Naturpark Tolne.

Godt nok findes der allerede mange stier i området - men de er ikke forbundet. Det skal der nu laves om på, sådan så der fremover bliver en hovedrute på op mod 25 kilometer, der skal forbinde de nuværende stier i et netværk, der strækker sig fra Mosbjerg i nord til Katsig Bakker i syd.

Og projektet er allerede godt i gang - den første del af strækningen mellem det tidligere militærområde Brinkhus og Katsig Bakker er netop blevet færdiggjort og afmærket.

- Det har været et kæmpe stort stykke arbejde gennem de seneste to år, så det er fantastisk at se frugten af det, nu hvor vi har sat de første afmærkningspæle i jorden, siger Ellen Pedersen, der er leder af den friluftsgruppe, der er tilknyttet arbejdet i Naturpark Tolne.

Den ny hovedrute bliver tydeligt afmærket, så det er let at finde igennem det store naturområde i Tolne

Men trods stor begejstring er intet fastlagt endnu.

Selvom den første etape er i mål, skal der indhentes en masse tilladelser fra blandt andre områdets lodsejere før projektet kan færdiggøres.

Overnatning i bunkere

Det er ikke alene lange vandreturer, som friluftsgruppen med Ellen Pedersen i spidsen vil skabe gode rammer for i Naturpark Tolne.

Friluftsgruppen er også i fuld gang med at undersøge muligheden for overnatning på ruten - indtil videre har det betydet et samarbejde med Tolne Camping, Landbrugsmuseet i Mosbjerg samt Frederikhavn Forsyning. Sidstnævnte råder over et par bunkere, der måske kan bruges til overnatning.

Brinkhus er et tidligere militærområde, men er nu eget af Frederikshavn Forsyning. Med den nye sti er det første gang, at området er forbundet til andre dele af Tolne Naturpark.
Det tidligere militærområde i Brinkhus har offentlig adgang - og måske bliver der mulighed for overnatning i nogle af de gamle bunkere.

Og det store engagement i arbejdet vækker begejstring hos Hjørring Kommune, hvor biolog Laus Bro-Nielsen er tovholder på projektet.

- Det her er et vigtigt og virkelig fedt projekt. Under corona-pandemien har vi oplevet, at flere er begyndt at gå ture, så der er virkelig en efterspørgsel på det, siger han.

Har du lyst til at læse endnu mere om projektet, så kan du klikke her:

Annonceret indhold

Nyeste