Billede beskrivelse

Stort miljøproblem med træaffald løst af maritime lærlinge

12. september 2022 kl. 13.01

På årets Maritime Innovation Camp på EUC Nord har MAN Energy Solutions bedt 24 lærlinge fra nordjyske maritime virksomheder om at komme med en bæredygtig løsning på, hvordan man nemmest kommer af med de 7 tons træ fra emballage, som MAN Energy Solutions hver måned skal bortskaffe. Lærlingene har brugt torsdag og fredag på at tænke en løsning frem og det var altså gult hold, som løb med sejren.

Gult hold - som består af Pernille, industritekniker/Induflex; Kristian, smed/VMS Group; Lasse, elektriker/Seamech; Joakim, elektriker/Scanel og Marius, skibsmontør/Flådestation Frederikshavn - havde lavet løsning som groft sagt går ud på at kværne træet og derefter med magnet sortere det videre. Deres løsning var lavet i moduler, som man nemt kunne skalere alt efter mængden og standen af træet.

Chef for Servicecenter på MAN Energy Solutions, Morten Vagn Søborg Pedersen fra MAN Energy Solutions var opgavestiller og han var meget imponeret over elevernes kreativitet og energi.

Billede beskrivelse

- Jeg har ikke sovet så godt i nat. Dels fordi jeg skulle dele seng med efternøleren, men også fordi jeg var spændt på, hvilke kreative løsninger eleverne ville komme op med i dag. Og hold da – jeg er imponeret. Alle hold har lavet en brugbar løsning, så alle deltagerne har bestået. Gult hold havde lige det ekstra med deres modulopbygning og det var vi dommere glade for, siger han.

Maritime Innovation Camp afholdes hvert år på EUC Nord og involverer uddannelserne smede, skibsmontører, elektrikere, automatikteknikere og industriteknikere. Alle uddannelser som bl.a. bruges i den maritime branche. Projektleder Lasse Søndergaard Winther fra Danske Maritime fortæller om arrangementet:

- Det er fjerde gang vi holder Maritime Innovation Camp hos EUC Nord i Frederikshavn og det bliver bare bedre og bedre. Vi har haft 24 skarpe elever med maritime uddannelser og så har vi fået en supergod opgave fra MAN Energy Solutions. Jeg er meget tilfreds med forløbet og på vegne af Danske Maritime vil jeg gerne sige tak til de maritime virksomheder, som har stillet deres elever til rådighed. De maritime uddannelser er vigtige for Det blå Danmark og i Frederikshavn er i gode hænder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste