Stort kræmmermarked på Knivholt
Bangsbo Freja og Venner sætter alle sejl til 20. og 21. maj
Da driftige folk i Bangsbo Freja og støtteforeningen Bangsbo Frejas Venner i 2016 satte sig sammen for at nærstudere ideen om at stable et større kræmmermarked på benene, gik den overvejende bekymring på, om der ville være kræmmere og publikum nok til eventen. Men det viste sig hurtigt, at den bekymring ikke havde ben at gå på. Sidste års kræmmermarked på Knivholt blev en stor succes for fodboldklubben i sydbyen, og det har man af indlysende grunde valgt at følge op på i år. Så lørdag d. 20. maj og søndag d. 21. er der igen stort kræmmermarked på Knivholt, og i år er alle sejl sat til. Tommy Pedersen fra Bangsbo Frejas Venner, der står bag arrangementet, har i hvert fald store forventninger:
- Ja, vi ser frem til årets kræmmermarked, for det bliver stort. Sidste år løb vi optimistisk noget i gang. I år bygger vi videre på fundamentet, og markedet bliver ret meget større. Blandt andet tager vi ladebygningerne i brug, og det har logisk nok givet os mere brugbar plads. Vi har i skrivende stund solgt 202 standpladser, og der er kun 2 tilbage. Dem skal vi nok få solgt inden d. 20.
Meget at se på
Tommy Pedersen fortæller, at der bliver meget at se på.
Vi har mødt meget stor imødekommenhed, når vi har kontaktet folk rundt omkring i byen. Mange har gerne villet være en del af arrangementet, og derfor kan vi tilbyde vores forhåbentlig mange gæster nogle interessante ting at se på. Der er eksempelvis biler fra Veteranbiler Knivholt at bese, og Tougaard Biler, Pedersen og Nielsen samt Brdr. Hosbond viser også nogle af deres favoritbiler frem. Desuden får vi besøg af Frederikshavn Brandmandsforening, som kommer med en brandbil. Og endelig har Jyske Bank sponseret en køretur i en Lamborghini. Den imponerende italienske bil kan ses på kræmmermarkedet, og man kan vinde en tur i den på Jyllands Ringen.
204 stande
Traditionelt er et kræmmermarked genstand for mange forskellige former for handel, og med 204 stande bliver der rig mulighed for at gøre et kup. Og så skal man ikke parkere sit held helt væk:
- Næh, kom endelig og udfordr Fru Fortuna. Vi har over 400 gevinster i den store tombola, og værdien af disse udgør tilsammen mere end 65.000 kroner. Skulle heldet for alvor melde sig, så kan du for eksempel vinde en trailer, der er sponseret af Palle Jensen Biler, en opvaskemaskine, som Skousen står bag og lækre ting fra Lyd og Billede Specialisten. Og så giver du blot 10 kroner for at komme ind, og på indgangsbilletten trækker vi også lod om fine gevinster, slutter Tommy Pedersen.
Bangsbo Frejas Venner oplyser i øvrigt, at kræmmermarkedet på Knivholt har gjort al parkering gratis, og skulle du undervejs få trang til vådt eller tørt, så er der et større caféområde, hvor der kan købes forskellige former for mad og drikke.