Store musiknavne på scenen: Museum har succes med koncerter
SKAGEN: Guldimund, Marie Key, Vilma og Carl-Emil Petersen har alle i august måned spillet for udsolgte huse - eller rettere haver - ved to dobbeltkoncerter i haven ved Anchers hus i Skagen.
Koncerterne er arrangeret af Skagens Kunstmuseer, som er glade for den succes, som koncerterne har været.
- At få skabt liv i haverne er et af vores strategiske indsatsområder, så vi er enormt glade for, at det har været en succes. Vi gør nemlig rigtig meget ud af at lave nogle oplevelser som passer til museets historiske haver, som er helt vildt stemningsfulde, siger Simone Sefland, som er presse- og kommunikationsansvarlig hos Skagens Kunstmuseer.
For Skagens Kunstmuseer handler musikken på programmet om, at den kunstnerkoloni, som museet repræsenterer og som de fleste af os kender Krøyer og Ancher, ikke kun var billedkunstnere, men alle mulige slags kunstnere, blandt andet også musikere og komponister, som for eksempel Carl Nielsen, Hugo Alfvén og Edvard Grieg.
- Det vil vi gerne honorere, og derfor synes vi, at der skal musik i haverne, siger Simone Sefland, som ikke på nuværende tidspunkt kan sige om succesen kommer til at gentage sig næste år.
- Vi har helt klart fået noget selvtillid i forhold til at lave koncerter, fordi det har været så stor en succes, og det bekræfter os i, at vi sagtens kan lave mere af den slags, så det tager vi selvfølgelig med os, når vi går i gang med at se på mulighederne for næste års arrangementsprogram, siger Simone Sefland fra Skagens Kunstmuseer.