Billede beskrivelse

Store arena-events skaber omsætning i hele byen

28. april 2023 kl. 19.01

I påsken var det Rødspætte Cup i håndhold, der fyldte Arena Nord med glade ungdomsspillere og deres medrejsende forældre og ledere, som også skabte liv i byen og ekstra omsætning i butikker og restauranter. Og lige nu er det U19 VM i floorball, der skaber travlhed både i arenaen og mange andre steder i byen.

Billede beskrivelse

Et af stederne, hvor det store event giver sved på panden og ekstra omsætning, er Hotel Frederikshavn, som har tre af de deltagende hold indlogeret, nemlig Schweiz, Estland og Slovenien. Hotelleder Gitte Vanggaard fortæller, at det store rykind har krævet nøje planlægning og krævet udnyttelse af hver en krog af hotellet. De tre landsholdstrupper har alle et tæt program for, hvornår de vil spise, og selvfølgelig individuelle ønsker til maden, fx med hensyn til allergier, vegetarer og veganere.

- Vi har i alt 90 spillere og trænere indlogeret, men derud over har vi også andre gæster. Det kan vi håndtere, fordi vi har så mange lokaler til rådighed. Det har selvfølgelig givet lidt sved på panden, ikke mindst i køkkenet, som har skullet forberede forskellige menuer og buffeter til otte dage. Og efter de indledende kampe kommer yderligere en udfordring, fordi holdene først kender deres spilletidspunkter med kort varsel. Men det klarer vi også. I aftes var der et hold, der først var klar til aftensmad kl. 22, siger Gitte Vanggaard.

Billede beskrivelse

Et af holdene har lejet hele konferencelokalet og indrettet spillerlounge med udsmykning, dart og bordtennis. Og en af aftenerne er der get together-party for holdets medrejsende fans.

- Vi oplever, at de udenlandske spillere og trænere er glade og taknemmelige over den service, vi yder. Det er små detaljer som vasketøjsservice og især vores fleksibilitet og at alt kan lade sig gøre. For eksempel ville et af holdenes fysioterapeut gerne have spillerne i isbad som regeneration efter en hård kamp. Jamen så skaffede vi da et læs is fra Strandby Isværk. Det er den slags, der kan lade sig gøre i en by som Frederikshavn til forskel fra de store byer, fortæller Gitte Vanggaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste