Stiftede klubben: Nu takker Vagn af efter 20 år
Alle håndboldspillere i Sæby og omegn kender Vagn Frimer Jensen, som i flere generationer har stået på sidelinjen og coachet sine spillere eller siddet for bordenden i bestyrelseslokalet.
En ære i Sæby Håndbold Klubs 20-årige historie sluttede på generalforsamlingen den 20. marts, hvor Vagn, der fylder 80 år i begyndelsen af april, ikke genopstillede til bestyrelsen og weekenden efter afsluttede han sin sidste sæson som træner for klubbens tredje-hold.
Vagn Frimer Jensen var drivkraften i stiftelsen af Sæby H.K. i 2004, men han havde i mange år forinden været meget involveret i håndboldsporten.
Som ung mand i 1950'erne var der ikke så mange tilbud om fritidsaktiviteter, så han måtte ”nøjes” med at spille fodbold, blandt andet sammen med ”Guld” Harald Nielsen. Men da deres træner Kai Arne Nielsen en tidlig forårsdag bad dem løbe til Tolne og retur, var det slut med fodbolden.
Tiden blev herefter stadig brugt, først på grønsværen og senere som der kom idrætshaller til, på bøgeparketgulvet, men nu med en håndbold i hænderne, og her har Vagn Frimer Jensen haft den siden.
Bager og assurandør
Vagn indledte sin erhvervskarriere i 1961, hvor han kom i lære som bager og han fortsatte som udlært svend i Bageriet Vesterport i Frederikshavn. I fire år var han selvstændig bager i Dybvad.
Som bager havde Vagn fri fra middag og via et familiemedlems mellemkomst kom han til at sælge forsikringer resten af dagen.
Forsikringssalget hos Hafnia gik så godt, at selskabet tilbød ham en fuldtidsstilling som assurandør i Brønderslev.
I 1973 flyttede Birthe og Vagn til Sæby, hvor de byggede hus på Skomagervej og senere flyttede de til Karetmagervej, hvor Vagn på begge adresser havde hjemmekontor for Trekroner Forsikring.
Træneren
Samme år fik Vagn Frimer Jensen sit første lønnede trænerjob i Understed I.F. Forinden havde han været træner for Brønderslevs herre divisionshold, som blandt andet talte Kim Jensen, der var søn af halinspektøren og som senere blev landsholdsspiller og hjælpetræner for landsholdet.
Vagn erfarede, at han var bedst til de lidt ældre spillere, da han en onsdag eftermiddag, blev bedt om at hjælpe Judith med klubbens mindste spillere. Her var det ikke den fysiske træning eller teknikker der skulle indøves, men mere pædagog-Vagn, der var brug for og som indebar, at der også skulle pudsen en næse og bindes et par snørebånd.
Sammenlægning af klubber
For at udnytte haltiderne bedre og for at stille med bedre og fuldt hold i alle aldersgrupper, blev håndboldafdelingerne i IF Skjold og Understed slået sammen til Sæby / Understed I.F. Håndbold.
Ligeledes for at styrke håndboldsporten og holde førsteholdet i landets bedste række dannede Lyngså B.K, I.F. Skjold og Understed I.F et i 1996 en afdeling under navnet LSU Sæby.
I 2011 forliste klubben såvel sportsligt som økonomisk, og de tre berørte klubber stod nu med en samlet gæld på 1.500.010 kroner.
Her påtog Vagn Frimer Jensen sig ansvaret for, at der blev indgået forlig med alle kreditorerne, så de berørte tre klubber kunne komme videre.
Vagn har således været med i såvel med- som modgangstider og har ikke altid været enig i udviklingen.
I årene med klubsammenslutningerne nævner Vagn, at der imod manges forventninger ikke kom flere hold med i turneringen.
- I Understed-tiden havde vi 17 hold tilmeldt turneringen, hvilket også var tilfældet efter, at de tre klubber gik sammen, siger Vagn Frimer Jensen.
Håndboldklubben
Nogen vil sikkert hævde, at den afgående formand har drevet klubben konservativt, hvor der skulle gode argumenter på bordet, hvis klubben skulle ændre kurs.
Så vel beretning som klubbens seneste årsregnskab fortæller, at Sæby H.K. er inde i en god udvikling. Et overskud på 60.000 kroner i 2023 og en egenkapital på 800.000 kroner vidner om, at der har været en ansvarlig bestyrelse bag driften.
Den nyvalgte bestyrelse vælger klubbens nye formand på et konstituerende møde efter påske.
Afskedsreception lørdag den 13. april
Sæby H.K. afholder reception for Vagn Frimer Jensen, hvor gamle kolleger, tidligere trænere og spillere, sponsorer og andre samarbejdspartnere er inviteret, fra klokken 15.30 til 17.00 i Café Sol i Sæby Spektrum.
Tilmelding bedes foretages til næstformand Lisbeth Aarup senest den 5. april.