Stidsholt Efterskole fik Sportsakademiet på besøg
KOMMUNEN: Brian Høj, der er sportslig koordinator for Sportsakademiet Frederikshavn, har netop været forbi Stidsholt Efterskole, for at fortælle eleverne om de muligheder der findes ved at kombinere ungdomsuddannelsen med sport på højt plan.
- Det her er et nyt tiltag, som kun har eksisteret siden august. Det er vigtigt, at vi får udbredt kendskabet til Sportsakademiet Frederikshavn, så unge kan se de muligheder, der er ved at kombinere uddannelse med sport, understreger den sportslige koordinator.
Sportsakademiet Frederikshavn fungerer som et samarbejde mellem Frederikshavn Gymnasium, EUC Nord og Frederikshavn Handelsskole og er et initiativ, der skal give unge og engagerede sportsfolk bedre rammer om deres uddannelse.
- Og så tilbyder vi også botilbud for de elever, som måske ikke lige bor i byen.
- Vi forsøger altså at samle de særligt dygtige og ambitiøse elever i en by under et akademi for skabe fællesskab, gode vaner og samtidig give de unge gode muligheder for uddannelse, siger Brian Høj.
Eleverne på Stidsholt er endnu ikke afklaret i deres fremtidige valg efter 9. og 10. klasse, men måske kunne Sportsakademiet være en mulighed. Der blev i hvert fald lyttet intenst til oplægget fra Brian Høj.