Stenbideren skal svømme igen

17. juli 2019 kl. 08.29

Stenbider skulpturen på Nytorv i Frederikshavn er ved at blive lavet om til en fontæne igen, efter mange år hvor skulpturen har været omringet af planter i stedet for vand.

Der er for nyligt kommet gang i nyt byggeri på Nytorv, hvor den famøse stenbider igen skal have vand omkring sig. Stenbider skulpturen på Nytorv var engang en fontæne som samlede folk på torvet, men den har i mange år været tørlagt.

Dette sker efter stor forespørgsel fra de lokale fortæller ingeniør hos Center for Park og Vej, Johnny Andersen Elley.

I sin tid var Nytorv et centralt sted, hvor stenbider fontænen var samlingspunkt for byens borgere. Skulpturen har i dag en nostalgisk værdi for mange. Dengang var der vand i fontænen, men i mange år har skulpturen i stedet været omringet af blomster. ”Stenbideren skal helst svømme, og ikke sidde i et plantebed”, siger Johnny Andersen Elley.

Den foregående tørlægning skyldes problematiske bygningskonstruktioner ved fontænens opførelse. Bunden af fontænen var nemlig lavet af sten, som var støbt sammen med cement. Dette holder i nogle år, men over tid kan det blive problematisk fortæller Johnny Andersen Elley. Vandet begyndte nemlig at løbe ud gennem fugerne, og man kunne dermed ikke holde det inde i bassinet. Derfor støbes nu et betonkar til vandet, så stenbideren kan svømme i utallige år fremtidigt.

Stenbideren blev opført i 1964 ved initiativ af Bent Eilertsen og Gergers Rossen, mens skulpturen blev hugget i granit af den lokale stenhugger Sven Bovin. Skulpturen blev opført ovenpå et offentligt toilet, og i mange årtier var stenbideren på Nytorv samlingspunkt for utallige af byens begivenheder og festligheder. Tilbage i 1964 var den blandt andet centrum for kåringen af årets mand og kvinde for første gang. Gennem tiden blev der kåret 21 årets mand og kvinde, inden fontænen blev tørlagt i 1996.

Selvom stenbideren nu opføres påny, vil fontænens udseende forblive tilnærmelsesvis uændret. Bassinet bliver en smule højere, men de gamle sten er blevet nummereret, så de kommer til at ligge i samme rækkefølge som før. Derudover vil den famøse stenbider og de fire hjørneskulpturer selvfølgelig forblive urørt; der vil blot sprøjte vand ud af dyserne igen. ”Det er lidt af et puslespil”, fortæller Johnny Andersen Elley, som håber på, at fontænens genoplivelse vil skabe et samlingspunkt i den nordlige del af midtbyen igen.

Støbningen af bassinet er allerede godt i gang, og projektet forventes at blive færdiggjort efter sommerferien.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste