Steffen Jensen og Susse Wold på visit

Klitgaardens Venner er klar med sommerens arrangementer i Skagen

21. juni 2019 kl. 12.20

SKAGEN: En journalist, der har rapporteret fra verdens brændpunkter. En skuespiller, som deler ud af sit livs erfaringer. En vin-elsker, hvis drømme gik i opfyldelse. Og et besøg på en Skagen-virksomhed, der eksporterer til 60 lande.

Det er, hvad der bydes på, når Foreningen Refugiet Klitgaardens Venner i juli og august præsenterer sit sommerprogram i Skagen.

Sæsonen 2019 indledes fredag 5. juli, hvor Steffen Jensen gæster Klitgaarden.

I flere end 25 år har han som TV2’s Mellemøsten-korrespondent rapporteret om krige og kriser i et tilsyneladende kaotisk hjørne af verden, hvor der sjældent er langt til næste drama.

Steffen Jensen beretter om de oplevelser og omkostninger, jobbet som reporter i felten fører med sig – og om hvordan man forsøger at fokusere på det væsentlige, så der kan skabes sammenhæng i dækningen af storpolitik, konflikter og terror.

Fredag 12. juli samles medlemmerne af Klitgaardens Venner til den årlige generalforsamling med efterfølgende underholdning ved sangerinden Lise Robenhagen Hjørne og pianisten Knud Erik Thrane.

Onsdag 24. juli gælder det et vin-eventyr – fortalt af iværksætteren Jens Skovgaard fra den lille landsby Læsten ved Randers.

Han var højskoleforstander, men da en dunk med frossen æblemost lækkede i hans fryser, fik han en ide: Han ville prøve at lave vin – ikke på sydeuropæiske druer, men på nordiske bær og frugter. Han droppede den trygge forstandertilværelse for at leve sin drøm ud og stiftede firmaet Cold Hand Winery.

Efter mange eksperimenter med bl.a. æbler, kirsebær, solbær, ribs, blommer, hyldeblomst og rabarber lykkedes det ham at skabe en række prisvindende vine, som nu efterspørges af Michelin-restauranter rundt om i Europa.

Susse Wold er en af landets mest kendte skuespillere – og hun er også forfatter med noget på hjerte:

”At blive gammel er som at blive beskyldt for en forbrydelse, man aldrig har begået. Jeg nægter mig skyldig”!

Med denne salut erklærer Susse Wold, at livet bestemt ikke er slut, bare fordi man er ude over den første ungdom og fyldt 80. Tværtimod er der stadig nye grænser at overskride, fremmede verdener at opleve og spændende mennesker at møde.

Det fortæller Susse Wold om, når hun – med udgangspunkt i sin nye anmelderroste bog ”Bevægelse” – deler ud af sine livserfaringer på Klitgaarden tirsdag 30. juli.

Her vil hun præsentere det, hun selv kalder ”en samling af øjeblikke” i en tilværelse i konstant forandring, hvor alvor og blander sig med humor og latter.

”Alle mine oplevelser har lært mig at se gaven i selv de mest umulige situationer” siger Susse Wold og konkluderer: ”Jeg er blevet livsforelsket med årene”.

Klitgaardens Venner slutter sæsonen onsdag 7. august med et virksomhedsbesøg på havnen i Skagen.

Her får man mulighed for at se, hvad der sker bag portene til FF Skagen – en koncern, som på et år forvandler 500.000 tons råfisk til 170.000 kilo fiskemel og fiskeolie.

Disse produkter eksporteres til 60 forskellige lande rundt om i verden.

Deltagerne møder bestyrelsesformændene Jens Stadum og Jens Borup og direktør Johannes Palsson, som fortæller om FF Skagens drift og historie.

Sommerens arrangementer er – bortset fra generalforsamlingen – åbne for alle.

Billetter kan købes på klitgaarden.dk. Overskuddet går til legater, som sikrer især kunstnere men også forskere studie- og arbejdsophold på Klitgaarden i Skagen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste