Billede beskrivelse

Steen skulle bare hjem fra arbejde: To dage senere vågnede han på sygehuset

08. juli 2023 kl. 06.00

På en skøn forårsdag i april cykler 66-årige Steen Jensen om eftermiddagen sin sædvanlige tur fra sin arbejdsplads på Roblon i Gærum til sit hjem i Sæby.

Tirsdag den 18. april blev dog ikke én af de sædvanlige dage for Steen.

Dagen startede som normalt klokken 05.30, hvor Steen Jensen fandt cyklen frem for at tage turen til Gærum. En time senere tjekkede han ind i fabriksbygningen, og maskinarbejderen gik straks i gang med arbejdet på en maskine, der kan fremstille 5G kabler.

Inden fyraften blev der holdt personalemøde, og klokken 15.00 kunne Steen Jensen spænde cykelhjelmen og køre mod hjemmet på Peder Munks Vej.

Billede beskrivelse

Steen Jensen er ivrig cykelmotionist og samtidig holdkaptajn / træner for Hold B i Sæby Motions Cykel Club.

Da han tirsdag aften skulle tilrettelægge træning og rute for holdet, ville han, for at spare kræfter, tage turen hjem i et moderat tempo.

Hjemturens sidst del gik ad Sæbygaardvej, der fører til Sæby fra nordvest, men klokken 15.30 blev alt SORT for Steen Jensen.

To dage senere vågnede Steen Jensen op i fortumlet tilstand og kunne konstatere, at han nu lå på Aalborg Universitetshospital med otte brækkede ribben og et kraniebrud samt tre små indre blødninger.

Ulykken

Vidner har efterfølgende forklaret Steen Jensen, at han havde kørt frontalt sammen med en bil, der kom kørende ad Sæbygaardvej mod nord. Ud for Ousenvej drejede bilen, en mindre Toyota, pludselig til venstre over i modsatte vognbane.

Hverken føreren, en ældre mand, eller Steen Jensen så hinanden, så en kollision var uundgåelig.

Cyklen blev skubbet frem foran bilen, hvorimod Steen Jensen røg ind over hjelm og kabine og landede med hovedet på kantstenene på modsat side af vejen.

Selv om der måske ikke er evidens for at cykelhjelme redder liv, så er Steen Jensen sikker på, at han efter gensynet af sin smadrede hjelm, ikke var vågnet igen, hvis han havde kørt uden cykelhjelm.

Steen Jensen husker i dag - 2,5 måned senere - intet om ulykken og kan heller ikke huske, hvad han foretog sig hele dagen før ulykken.

Genoptræning

Efter otte dage efter sin opvågning kunne Steen Jensen udskrives fra hospitalet og overføres til Neuroenhed Nord i Brønderslev, der udfører en målrettet og intensiv rehabilitering af patienter med hjerneskade.

Steen Jensen oplevede sit fem ugers ophold i Brønderslev som et yderst intensivt forløb, hvor et dygtigt team af sundhedspersonale udførte en professionel behandling.

Som det første blev Steen Jensen bedt om at løbe omkring hele hospitalet, hvilket han hurtigt måtte opgive. Så vidste den ellers normalt fysiske og konditionsstærke person, hvor han stod og måtte erkende, at der nu skulle en ekstraordinær indsats til for at få hovedets og kroppens funktioner til at spille sammen igen.

Udviklingskurven i et rehabiliteringsforløb er normalt stejl i starten, for senere i perioden at flade ud, inden den måske om flere år, når op på tidligere niveau.

Steen Jensen kom i gang med mange forskellige typer opgaver som havearbejde, tilberedning af mad, syning og lignende samt masser af fysiske øvelser.

- Det har til tider været en hård omgang. Man skal virkelig have viljen til at ville tilbage, fastslår Steen Jensen.

Billede beskrivelse

Som ”eksamensopgave” skulle han fremstille en lille stol med fletsæde. Han bestod med glans og kunne efter fem uger udskrives.

Foreløbig er juni måned gået med fysisk genoptræning i Sundhedshuset i Sæby, hvor den står på cykling, roning og styrketræning.

Selv om det går rigtig godt med genoptræningsforløbet har kroppen reageret på den hårde medfart med hovedpine, svimmelhed og træthed, hvorfor det har været nødvendigt i starten at tage en halv snes morfinpiller dagligt, som nu er trappet ned til et par Panodiler inden sengetid.

Andre ting, der har lindret Steen Jensens smerter og livsmod, har været al den opmærksomhed og omsorg, han har mødt fra sin familie, venner, bekendte, kolleger og ikke mindst sygehuspersonalet som på fantastisk vis har hjulpet ham igennem forløbet.

Steens største mål er hurtigst mulig at komme tilbage på job og ikke mindst at komme ud og træne på cyklen igen.

Første gang han prøvede at være på landevejen igen på cykel var med en form for ”sikkerhedsnet” bag sig. Sammen med sin gode ven, der til daglig er paramediciner, lykkedes det at køre en afslappet tur uden for megen slinger.

Da Steen som følge af skaderne har fået kørselsforbud, er det heldigt, at han er passioneret cykelrytter og kan benytte jernhesten som transportmiddel.

For at generhverve retten til at føre bil, skal han efter lægetjek den 1. september op til en helbredsmæssig køretest.

Gensyn

Senest er Steen nu blevet så sikker på sig selv, at han kan tage cyklen til Brønderslev sygehus med en pose rundstykker, som han havde lovet alle sine behandlere, hvis de fik ham på cyklen igen.

Billede beskrivelse

For et par dage siden besøgte han ligeledes sine kolleger på Roblon og lovede, at det ikke kunne vare længe inden han møder op i sin blå kedeldragt.

Hjelmen med på informationsmøder

For at demonstrere hvilken betydning en hjelm kan få, har paramedicineren, som behandlede Steen på ulykkesstedet, fået den smadrede hjelm med hjem, som han vil benytte til undervisningsbrug og når han er ude og holder foredrag.

Statistikken viser, at der er behov for mere information om brugen af cykelhjelm.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik anvender kun knapt halvdelen af voksne cyklister i dag hjelm. Cirka 80% af børn under 12 år tager hjelmen på inden de sætter sig på cyklen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste