Clara i waterballs kommer fint fra land, men må kæmpe med at holde balancen.
Livet her

Spøgelser, vandleg og beredskab: Aktiviteter trak mange til havnen

28. august 2023 kl. 19:01

Alle beach flag var sat til hos en lang række foreninger, da de i weekenden var med i Vand & Waders-eventen med udgangspunkt på Sæby Havn.

Fredag og lørdag var der et moderat antal besøgende på havnen, men søndag kom der mere liv og væsentlig bedre opbakning til aktiviteterne. Sidst i august er der ved at være længere imellem turisterne. Til gengæld legede mange lokale, turister i deres egen by.

Kunstner Lene Klitgaard Juul med et lille udsnit af sin malerkunst med temaet indianere.

Det vil være for omfattende at skulle beskrive alle aktørernes flotte indsats for at præsentere, ikke kun havnens mange muligheder, men også, at der i Sæby er et rigt foreningsliv som dækker ethvert behov for fritidsaktiviteter.

Biskop dukkede op 

Da det ikke er alle, der har spirituelle evner, var der ikke mange, der opdagede biskop Stygge Krumpen og to af hans vedsoverske (elskerinder), der nærmest svævede rundt på havnen.

Som bekendt gjorde biskoppen for knapt 500 år siden Sæby til en driftig moderne handelsby. Som biindtægt havde han rettighederne til herreløst vraggods, og det forlyder, at Krumpen med følge besøgte havnen for at tjekke om der skulle være drevet noget i land af værdi.

Spøgelserne Stygge Krumpen mødte en lukket port ved redningsstationen. Redningsfolkene besad øjensynligt ikke det fornødne klarsyn til at kunne lukke dem ind.

Der var interesse for SUP Sæbys initiativ med at invitere alle til at prøve boardet, men begejstringen fik dog et nøk op, da trampolinen og waterballs blev gjort klar i bassinet. Der var ligeledes stor interesse blandt det kunstinteresserede modne publikum for at besøge den store maskinhal, hvor flere lokale kunstnere til lejligheden havde oprettet galleri.

På værftsgrunden i den gamle del af havnen havde Sæby Floorballklub stillet deres mobile bane op. Her muntrede børn og voksne sig sammen om at drible med den drilske lille lette bold.

Redningsbåd blev fremvist 

Kystredningstjenestens Redningsstation holdt Åbent Hus fredag eftermiddag, hvor redningsfolkene viste deres grej frem. Øvelser med den 900 HK store redningsbåd FRB11 i havnebassinet vakte stor begejstring. Redningsfartøjet lever dog på lånt tid, idet den medio oktober bliver udskiftet med en ny og større båd. Redningsstationen annoncer efter flere redningsmænd og håber, at åbenheden om deres arbejde, kan være med til at skabe interesse for arbejdet og kan få nogle til at komme ombord. Det er dog ikke fordi redningsfolkene afmønstrer i utide - fire i familien Isaksen har tilsammen 94 års anciennitet på Sæby Redningsstation.

Redningsmand Christian Isaksen tog imod ved redningsstationens Åbent Hus arrangement.

Falck i Sæby på Aalborgvej, der er en del af Nordjyllands Beredskab, havde taget deres brandbil og en tankvogn med på havnen. Publikum spurgte ind til stort og småt, om hvad og hvordan bilerne og udstyr bliver anvendt til de forskellige opgaver. Deltidsbrandmændene på stationen ser gerne, at de får flere kolleger at dele døgnvagterne med. Interesserede skal kunne stille på stationen 5 minutter efter, at alarmen har lydt. Brandstationsleder Henrik Stage oplyser, at alt efter opgavens omfang rykker mellem fire og seks personer ud. Ved brand i Voersaa, som er stationens ydergrænse, forventes de at kunne være klar med vandsprøjten 25 minutter efter alarmopkald

Fredag eftermiddag mødte Vilde, Nora og Jasper op med hver sin sten til havslangen, der i den første halve time kom til at tælle 63 sten.
Annonceret indhold

Nyeste