Billede beskrivelse

Sommersæsonen skudt i gang i kajakklub

18. april 2023 kl. 07.51

I høj solskin og med en meget blå himmel og et dybt blåt og indbydende Kattegat hejste Skagen Havkajakklub 1. april sommervimplen over kajakklubben på Kuttervej i Skagen.

Omkring en tredjedel af klubbens 63 medlemmer er mødt op for at fejre sommersæsonens komme med grillpølser og hygge.

Forårsstemningen er høj, men bliver endnu højere, da direktør for Nordjyske Bank, Mads Reimer Andersen, overrækker klubben en ny kajaktrailer.

For selvom klubben allerede har en trailer, er en kajaktrailer altså ikke bare en kajaktrailer, hvis man spørger dem, der har forstand på den slags.

- Vores gamle trailer kan kun tage almindelige kajakker. Med den nye her kan vi både have de almindelige kajakker med og SUP-boards og surfkajakker, fortæller formand for Skagen Havkajakklub, Michael Thaarup.

Og det er ikke en helt ligegyldig detalje, når man som kajakklub ofte tager på tur og nu altså får betydelig større muligheder, når turen for eksempel går sydpå til Limfjorden og Mariager Fjord eller Hirsholmene og Læsø.

Kajak, surf og sup

For at ro kajak i dag er meget mere end den helt klassiske kajak. Der er kommet nye modeller til. Surf-kajakken for eksempel som er halvt så stor som en traditionel kajak, lidt bredere med flad bund og finner på, så man rent faktisk kan surfe bølgerne, som slår mod kysten, i den - ligesom på et surfbræt. Og også sup-board, som efterhånden er blevet ret udbredt, er en del af havkajakklubbens aktiviteter.

I Skagen Havkajakklub ror man hele året rundt, men det kræver en godkendelse at ro i vinterhalvåret og nogle helt særlige sikkerhedsforanstaltninger.

Billede beskrivelse

- 25 procent af vores medlemmer er godkendt til vinterroning, og det kræver at vi godkender det i klubben. Når man er medlem af vores kajakklub, så underordner man sig de sikkerhedsregler vi har, fortæller formanden og forklarer, at det jo ikke er en ufarlig sport, hvis man ikke er klædt ordentligt på til den, og det mener formanden helt bogstaveligt.

- Man skal, som kajakroer klæde sig efter årstiden. Om vinteren kræver det en tørdragt eller en surfervåddragt, for at det er forsvarligt at ro i det kolde vand, siger formanden.

For at måtte ro alene ud i en kajak, kræver klubben, at man er såkaldt friroet, hvilket man kan blive ved at deltage i ro-uddannelse, som inkluderer teori, meteorologi, førstehjælpskursus i svømmehal, at træne redninger og lave øvelser på havet. Herefter skal man have roet ledsaget minimum 50 kilometer.

Billede beskrivelse

Begynderkursus starter til maj

Og farvandet omkring Skagen er da også udfordrende rovand, som både omfatter farvandet syd for byen ved Klitgården og op langs Sønderstrand, om Grenen og farvandet ved Skagen Nordstrand.

Men hvis man kender og respekterer havet, er der ifølge kajakklubben, store både sports- og naturoplevelser at hente i farvandet omkring Skagen.

Allerede 1. maj starter nyt begynderkursus op i kajakklubben. For at deltage kræver det blot, at du selv investerer i ro-tøj. Klubben stiller kajak og udstyr til rådighed under kurset.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste