Billede beskrivelse

Sommerferie med eller uden kat

Skal den lille tiger passes hos venner og familie, eller den skal med på rejsen

19. maj 2019 kl. 03.20

KOMMUNEN: Det kan være hyggeligt at tage katten med på ferie i sommerhuset eller på campingtur, men det er ikke sikkert, at det er en god oplevelse for katten at komme med.

Det siger Tine Antvorskov, der er direktør i Agria Dyreforsikring.

Hun opfordrer katteejere til at overveje grundigt, hvordan katten skal holde sommerferie.

Katte er territoriale og bundet af vanlige omgivelser.

De fleste katte er desuden indekatte, som ikke er vant til den vilde, danske natur, og måske har katten aldrig været ude og rejse før.

Derfor kan den ifølge Tine Antvorskov reagere meget negativt på nye omgivelser.

I mange tilfælde er det derfor bedre for katten, at den bliver hjemme.

Et godt alternativ til at tage katten med på ferie er at finde en kattepasser blandt venner og familie.

Sørg for at give vedkommende de nødvendige oplysninger om katten, og giv altid telefonnummeret på din dyrlæge, hvis der skulle ske noget.

Hvis katten skal bo hos kattepasseren, er det en god idé at tage kattens tæppe og yndlingslegetøj med, så den føler sig hjemme.

Sæt så vidt muligt mad- og vandskålen sådan, at det svarer til de steder, hvor katten er vant til at finde dem.

Hvis du ikke kender nogen, der kan hjælpe med at passe din kat, kan du bestille plads på en kattepension.

Husk, at de gode kattepensioner ofte er optaget lang tid i forvejen om sommeren.

Vælg en kattepension af høj standard både i forhold til de fysiske rammer og pasning af kattene, og spørg eventuelt dyrlæge eller katteforening til råds.

Vær opmærksom på, at din kat skal være vaccineret, hvis den skal på kattepension.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste