Solnedgangsplads er forsinket
Sankthansarrangementet er flyttet til forstranden
SKAGEN: Den forventede indvielse af den nye Solnedgangsplads i Gl. Skagen var planlagt indviet i forbindelse med sankthans, og der var tilrettelagt et festligt program for eftermiddagen, men det hele er nu aflyst, da anlægs- arbejdet er blevet forsinket med næsten fire uger.
Det har vist sig, at arbejdet med den store solskive på over 20 meter i diameter er mere kompliceret end beregnet samtidig med, at vejrliget også har drillet.
Arbejdet kører nu efter planen og forventes afsluttet til industriferien, så sommergæster, turister og alle Skagboer kan tage den nye plads i øjesyn og nyde den, mens indvielsesfesten må vente til lørdag 17. august.
Formanden for Grundejerforeningen Gammel Skagen, Hans Jegindø, oplyser, at grunden til udskydelse af indvielsesfesten til august først og fremmest er højsæsonen i juli, hvor man gerne vil tage hensyn til de bidragsydere, der har stillet sig til rådighed med mad og drikke. Alle har travlt med at passe deres forretninger og i august er der igen råderum.
Der er tilrettelagt et spændende program med underholdning og taler og indvielsestalen holdes af borgmester Birgit Hansen, og grundejerforeningen håber at se rigtig mange til indvielsen, hvor man samtidig markerer færdiggørelsen af kystsikringsanlægget.
Det traditionelle Sankt Hans bål holdes som planlagt kl. 21 med fællessang og båltaler er direktør for Skagen Kunstmuseer Lisette Vind Ebbesen.
Arrangementet er i stedet for Solnedgangspladsen flyttet til forstranden og vendepladsen Niels Ottesensvej og Havbakken, og alle er velkomne.