Søndergades liv omsat til ord

Dobbeltbog om den lange Søndergade med masser og livgivende anekdoter fra en tid, som ikke længere er

07. december 2017 kl. 19.57

Med biblioteket som ramme blev dobbeltbogen om Søndergades spændende historie torsdag præsenteret.

Og at dømme efter fremmødet, så er det en dobbeltbog, der har været ventet med længsel.

Flere end 50 frederikshavnere var nemlig klar til at tage mod både rødvin, bogsignering og oplæsning, da klokken faldt i slag torsdag - det vil sige kl. 16.

Bag bogen står to meget lokalkendte - nemlig forfatterne Peter Bandholm og Erik S. Christensen, som begge har haft deres gang i den lange gade i barndommen og ungdommen.

At bogen blev så lang, at den nødvendigvis blev til to bøger, skyldes naturligvis Søndergades længde.

- Men også, at vi har så mange minder fra denne gade. Det er Peters barndomsgade. Her er hans hustru født og opvokset. Her har det meste af hans familie boet - endda i generationer, understregede Erik S. Christensen, da han bød velkommen og indledte med at genfortælle historie om de langhårede hus.

Vi skal tilbage til allerførst i 70’erne, hvor de unge ville have deres eget hus - med politisk mellemkomst. Det fik de, men det gik ikke stille af for de unge havde i følge det dengang upolitiske byrådsmedlem Carsten Nedermark både lus, fnat og fladbukke.

Og efter få måneder var deres hus ikke længere deres - måske mistede de også fladbukkene på den konto.

Men for at vende tilbage til forfatternes egen indgang til Søndergade.

For Erik Christensens eget vedkommende er det også barndommens gade set fra Søndergade 20, hvor hans farmor boede i en menneskealder og, hvor flere andre familiemedlemmer har leget, badet og arbejdet.

Erik har været i alle ejendommenes opgange og har mødt beboerne og de forretningsdrivende som svajer for fru Anna Knudsen i hendes lille købmandsbutik eller, som bydreng for Ib Rose.

Forfatterne skriver at de har fået hjælp, stor hjælp.

- Vi har ikke været alene om at kigge. Mange af gadens beboere har en mere eller mindre kendt historie, som vi har støvet op i arkiver og aviser.

- Vi har også fået hjælp af forretningsdrivende og beboere til at huske.

- De har beredvilligt stillet deres viden til rådighed, når vi har spurgt - eller vi har mødt dem og har byttet historier. Nogle gange er historierne blevet bedre af det. Andre gange har vi fået en lille brik med hjem for så at tænke over, hvor den passede ind, siger Peter Bandholm og Erik S. Christensen.

Bøgerne er selvfølgelig rigt illustrerede med fotografier og fotograferne fra aviserne som Bent Jacobsen og K. B. Jensen har sammen med Arthur Jensen, Frigga og Andrea Christensen givet en optisk referenceramme.

Det samme har Hardy Jespersen, Maja Rønnest og et par andre gode, fotointeresserede mennesker.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste