Søndergade får liv i ord

Dobbeltbog om den lange Søndergade er snart klar fra trykken

15. oktober 2017 kl. 17.38

I begyndelsen af november udkommer en dobbeltbog om Søndergades spændende historie.

Det er igen forfatterne Peter Bandholm og Erik S. Christensen, som folder historien ud.

- Endnu en gade er gået. Sikkert ikke helt til enden, men i hvert så langt, som det har været os muligt at gå og kigge os rundt til alle sider - og tider, skriver de to forfattere i forordet.

At bogen blev så lang, at den nødvendigvis blev til to bøger, skyldes naturligvis Søndergades længde.

- Men også, at vi har så mange minder fra denne gade. Det er Peters barndomsgade. Her er hans hustru født og opvokset. Her har det meste af hans familie boet - endda i generationer, understreger Erok. S. Christensen.

For hans vedkommende er det også barndommens gade set fra Søndergade 20, hvor hans farmor boede i en menneskealder og, hvor flere andre familiemedlemmer har leget, badet og arbejdet.

Erik har været i alle ejendommenes opgange og har mødt beboerne og de forretningsdrivende som svajer for fru Anna Knudsen i hendes lille købmandsbutik eller, som bydreng for Ib Rose.

Forfatterne skriver at de har fået hjælp, stor hjælp.

- Vi har ikke været alene om at kigge. Mange af gadens beboere har en mere eller mindre kendt historie, som vi har støvet op i arkiver og aviser.

- Vi har også fået hjælp af forretningsdrivende og beboere til at huske.

- De har beredvilligt stillet deres viden til rådighed, når vi har spurgt - eller vi har mødt dem og har byttet historier. Nogle gange er historierne blevet bedre af det. Andre gange har vi fået en lille brik med hjem for så at tænke over, hvor den passede ind, siger Peter Bandholm og Erik S. Christensen.

Bøgerne er selvfølgelig rigt illustrerede med fotografier og fotograferne fra aviserne som Bent Jacobsen og K. B. Jensen har sammen med Arthur Jensen, Frigga og Andrea Christensen givet en optisk referenceramme.

Det samme har Hardy Jespersen, Maja Rønnest og et par andre gode, fotointeresserede mennesker.

De to forfattere kan opleves på slap linje torsdag 19. oktober kl. 1930 i Sognehuset, hvor Slægts- og Lokalhistorisk Forening har inviteret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste