Billede beskrivelse

Social dancing: Dans for alle i sommeren

18. juli 2023 kl. 19.01

Det er torsdag eftermiddag i uge 28 på Skagen Color Hotel. I hotellets store sal ligger et blankt dansegulv ovenpå hotellets væg-til-væg-gulvtæppe.

Midt på dansegulvet tripper et par leopardmønstrede dansesko. De sidder på benene af Soffie Dalsgaard, som er den ene del af underviserne i Sommerdans i Skagen. Den anden del er hendes ægtefælle og dansepartner Jesper Dalsgaard.

De fleste kender begge dansere fra deres tid i tv-programmet Vild med Dans. Men det er efterhånden nogle år siden, at de slog deres folder på det kendte dansegulv. I stedet har de sendt næste generation på tv-dansegulvet, hvor datteren Camilla Dalsgaard også har svinget skørterne.

Billede beskrivelse

Dans, som kan bruges af alle

For ægteparret Dalsgaard, som har drevet danseskole i København i 32 år, betyder det allermest at lære folk nogle danse, som rent faktisk kan bruges. Af alle. Og til alle lejligheder. Og det er det, de underviser i på Color Hotel i Skagen i sommerugerne: vals, rumba, foxtrot og hustle.

Billede beskrivelse

- Jeg kunne aldrig drive Jesper ud på et dansegulv, når vi var til fester, selvom han er danser, fortæller Soffie, og Jesper supplerer:

- Jeg kunne alle de her fine ting og sager, men det kunne jeg jo ikke rigtig danse med nogen. Jeg manglede et værktøj til, hvordan jeg skulle begå mig på et dansegulv til fester med andre, fortæller danseren, som så stødte på den form for dans, som parret nu underviser i.

Parret forklarer, at det turneringsdansesystem, som blev skabt i 20’ernes England og Danmark, er ret kompliceret og tager meget lang tid at blive så fortrolig med, at man kan give sig hen til det og rent faktisk bruge det.

Billede beskrivelse

Alle kan være med

For Soffie og Jesper Dalsgaard handler det om at få alle med i dansen. På deres danseskole i København underviser de blandt andet også i kørestolsdans.

- Vi skal ikke ændre folk, men åbne dem, så de opdager, at de er meget mere, end de tror. Og det er det, som dans kan, siger Soffie Dalsgaard og bliver suppleret af sin ægtefælle og dansepartner:

- Vi er alle forskellige at danse med, og det dansesystem, som vi underviser i, virker for alle. Men det kan føles forskelligt fra person til person, for man kan lægge personlighed i det også.

Sommerdans på Color Hotel fortsætter til og med uge 30, og det koster 150 kroner at deltage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste