Billede beskrivelse

Slår egen rekord: Maraton er meget tæt på udsolgt

06. oktober 2023 kl. 10.02
Opdateret 09. oktober 2023 kl. 07.43

For første gang i maratonløbets historie kan Toppen af Danmark, som arrangerer landets nordligste løb i Skagen, melde udsolgt. 

Allerede først på ugen havde billetsalget nået maksimum deltagere på 3000 solgte billetter, og arrangørerne kunne se ind i et udsolgt løb lørdag den 7. oktober i Skagen. Af de tilmeldte var 232 børn. 

- Men vi har simpelthen lige fået 200 ekstra medaljer ind ad døren her torsdag, og det er derfor stadig muligt at få en plads i løbet, fortæller Anne-Mie Rasmussen fra Toppen af Danmark, som arrangerer Skagen Marathon.

Men ekstra-pladserne har hurtigt fået ben at gå på og er også allerede tæt på udsolgte.

Og fredag formiddag kan Skagen Marathon meddele, at der kun er 48 billetter tilbage.

Billede beskrivelse

Stadig muligheder for løb

Men går man med løbeplaner og ikke får fat i en af de få resterende billetter, skal man alligevel ikke helt fortvivle ifølge arrangøren:

- Skulle man møde op på dagen og have lyst til at være med, så hjælper vi selvfølgelig med det. Man er så bare ikke sikret en trøje og en medalje, siger Anne Mie Rasmussen.

Og der er rig mulighed for at få luftet løbebenene med de mange ruter, som Skagen Marathon tilbyder, om det er en hel maraton, halvmaraton, 10 kilometer, 5 kilometer, Walk and Talk-halvmaraton, Grenen Trail eller børnemaraton.

Rekord-tilmelding

Tidligere rekordår for Skagen Marathon lå umiddelbart inden corona og nåede på det tidspunkt omkring 2700 deltagere, som altså i år bliver slået med minimum 500 løbere.

Sidste år havde løbet omkring 2500 deltagere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste