Skoler og klubber i tættere samarbejde
Frederikshavn Kommune henter inspiration udefra
FREDERIKSHAVN: Der skal være et langt tættere samarbejde mellem folkeskolerne, fritids- og aftenklubberne, Ungdomsskolen og 10. klassecenteret i Frederikshavn Kommune.
Inspirationen har børne- og ungdomsudvalget blandt andet hentet på en studietur til Vesterbro Ungdomsklub, Ungdomsskolen i Horsens og i Helsingør Kommune, der alle har gode erfaringer med et tæt samarbejde mellem skole- og klubområdet.
Vesterbro Ungdomsklub, tidligere kendt som Vesterbro Ungdomsgård, blev landskendt for sit musikalske arbejde med "Kattejammer Rock" og sin evne til at tiltrække de unge på Vesterbro med et alsidigt og kreativt fritidstilbud.
I Horsens har Ungdomsskolen overtaget nogle af valgfagene for de svage unge, og i Helsingør sidder chefen for skoler og klubber under samme tag.
Kommunen har i dag tre klubber - i Frederikshavn, Skagen og Sæby. Derudover er der en privat klub i Frederikshavn nordby, Aktiv Børn og Unge 9900, der har stor søgning, og en kommunal forankring af den private klub i nordbyen indgår i kommunens planer for klubområdet.