Billede beskrivelse

Skolebørn løber musikalsk maraton

18. april 2023 kl. 19.01

Kor, rock’n’roll, reggae og skolebørn kan sagtens gå hånd i hånd. I hvert fald hvis man går i tredje eller fjerde klasse på Skagen Skole eller på Brovandeskolen i Skagen.

Det efterlader onsdagens korkoncert på Kulturhus Kappelborg ingen i tvivl om. Der bliver kastet håndtegn fra scenen, og der er kraft i børnenes stemmer i sange om ‘mer’ frikvarter’ og ‘farmors frikadeller’.

110 skolelever står på scenen, i “orkestergraven” sidder 9.b, som de kalder sig, men egentlig er det skolernes musiklærere, som har grebet guitar, bas, klaver og trommer og akkompagnerer elevernes sang.

Billede beskrivelse

Alt sammen under ledelse af musiker, musiklærer, musikarrangør og pædagogik-ekspert, Anders Møller fra Odense, som dirigerer slagets gang i sange, som han selv har skrevet til og om børn.

Forældre og bedsteforældre er mødt op for at høre børn og børnebørn synge, og koncertsalen på Kappelborg er fyldt godt op.

Musikalsk maraton

Klokken ni mødte eleverne ind, og klokken 16 slog de dørene op for koncerten på Kappelborg.

- De er trætte nu. Ingen tvivl om det. Det har været en lang og intensiv, men god dag, og de har syntes, det var sjovt, siger en af Skagen Skoles to afdelingsledere, Torben Rahn Karstensen og fortæller, at nogle elever har været tætte på at gå sukkerkolde i løbet af dagen, som på nogle måder kan sammenlignes med skolernes idrætsdag eller som at løbe et musikalsk maraton.

At synge i kor er et samarbejde

Og skolernes tredje og fjerde klasser, har da også trænet op til dagen siden januar, hvor Anders Møllers sange blev sendt til skolen og siden er blevet øvet i musiktimerne.

- Det har været fantastisk at være i Skagen. De er gode, børnene. Man kunne mærke, at lærerne havde lært dem nogle ting. De havde gode kompetencer i at være sammen, siger Anders Møller og forklarer, at lige netop kor kan være med til at give noget helt særlig læring til børn.

Billede beskrivelse

- Børn kan lære mange gode sociale kompetencer ved at stille sig ved siden af hinanden og sige, at det her gør vi sammen. Så snart en i gruppen fjoller - og det skal der også være plads til ind imellem - så mærkes det i hele gruppen, fortæller pædagogik- og musikeksperten om hvordan børnene på egen krop mærker, hvad det gør ved helheden, hvis de ikke samarbejder.

- En koncert er ikke bare mig, der dirigerer, eller et band, der spiller. Det er noget vi gør allesammen sammen, som han siger.

Koncert i børnehøjde

- Og det gik op i en højere enhed i Skagen. Jeg håber, at forældre og bedsteforældre tænkte “hold da op, det var jo ikke bare vores børn, der stod og sang, der stod jo rent faktisk nogle sangere og de var tilfældigvis vores børn,” siger Anders Møller, som ellers understreger, at det vigtigste er at have det sjovt og at det foregår i øjenhøjde med børnene. Han har selv sammen med sin ægtefælle skrevet sangene, som handler om børneliv og gerne skulle være til at relatere sig til for børnene.

Skolen prioriterer musik

På Skagen Skole har de været glade for samarbejdet med Anders Møller og har planer om at fortsætte det næste år også. Hvor de nye tredje- og fjerdeklasser formentlig også får mulighed for et musikalsk maraton.

Billede beskrivelse

- Vi prioriterer det, fordi vi tror på, at det gør noget for fællesskabet mellem årgangene, men også fordi det giver nogle børn, som har mere succes på de praktiske/musiske arenaer, mulighed for også at shine. Og samtidig giver det også de børn, som ikke er så vant til musik, en mulighed for at komme ind i dét univers og opleve den glæde og det fællesskab, der er i det, siger afdelingsleder på Skagen Skole Torben Rahn Karstensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste