Skaw Cup slår rekord igen i år: Se de skønne billeder her
Over 20 grader og næsten vindstille, helt blå himmel og grøn grønsvær, 3000 mennesker på stadion, pølser og bølgefritter i Grillhytten og pølsevognen, vand - masser af vand i varmen, sodavand i isspande og høj stemning var, hvad årets første dag til Mini Skaw Cup i lørdags kunne byde på.
Og så selvfølgelig 400 fodboldkampe spillet over 9 timer, og 700 pokaler og 300 medaljer uddelt.
Det er næsten ikke nødvendigt at spørge, om det var en succes. Det kunne ses med det blotte øje, men Lars Uldahl, som er med til at arrangere Skaw Cuppen, sætter alligevel ord på:
- Når man ser ud over stadionet i det gode vejr, så summer det jo af mennesker. Og det kan vi også mærke på salget i pølsevognene, siger Lars Uldal, som er meget godt tilfreds med cuppens første dag.
Rekord år - igen
Mini Skaw Cuppen har en tendens til hvert år at slå sine egne rekorder og i år er heller ingen undtagelse. 167 tilmeldte hold er rekord og kun to har meldt afbud.
- Vi har valgt at have vores fokus på de små årgange - dem som spiller på 3-mands- og 5-mandshold. Det har vi kunnet mærke fungerer ikke bare rigtig godt, men mega godt for os, siger Lars Uldal.
3-mandsholdene, som består af U5, U6 og U7 spiller en masse kampe og alle spillerene tager pokaler hjem, hvorimod 5-mandsholdene spiller en decideret turnering med indledende kampe, kvartfinaler, semifinaler og finale. Det samme gælder næste weekend for U10-holdene.
Mange lokale hold
- I år har vi rekordmange hold fra Nordjylland, men til gengæld ikke så mange, som kommer langvejs fra. Tidligere har vi haft hold både fra Fyn og København, fortæller Uldal.
Til gengæld er der i år rigtig mange hold fra Aalborg, Hjørring og Frederikshavn, men der er også hold helt fra Støvring, og arrangørerne må konstatere, at der er mere end rigeligt med hold at tage af i Nordjylland til en Skaw Cup.
Lørdag 17. juni spiller U10-holdene til Skaw Cup på Skagen Stadion og skal prøve kræfter med 8-mandshold.