Skattemilliarder tilbage til os
Flere end 37.000 af skatteyderne i kommunen får i snit 4313 kroner sat ind på kontoen
SÆBY: Omkring 350.000 borgere i Nordjylland kan se frem til at få overskydende skat tilbage for skatteåret 2018.
Det sker fredag 5. april, når Skattestyrelsen udbetaler samlet set 16,2 milliarder til 3,4 millioner borgere over hele landet.
Langt de fleste kan glæde sig over, at pengene går ind på deres NemKonto,
Størrelsen vil naturligvis afhænge af personlige forhold, men set under et for kommunen, så kan vi i snit regne med at få sat 4.313 kroner ind på kontoen.
- Hvert år udbetaler vi et relativt stort beløb i overskydende skat.
- Selv om mange borgere formentlig opfatter det som en positiv ting at få penge tilbage i skat, så er det jo udtryk for, at man har betalt for meget i skat i løbet af året.
- Derfor er det vigtig at tjekke sin forskudsopgørelse. Særligt, hvis der sker ændringer i ens liv som fx boligkøb, skilsmisse eller jobskifte. Målet er jo, at alle betaler den korrekte skat i løbet af året, forklarer Karoline Klaksvig, der er underdirektør på personområdet i Skattestyrelsen.
Mens de fleste skal have overskydende skat tilbage, har lidt over 1 million borgere restskat for 2018. Aktuelt er der tale om restskat for 6,3 milliarder.
På Skattestyrelsens kundeportal – skat.dk – er det muligt at betale sin restskat med det samme.
Betales restskatten ikke, indregnes beløb under 20.944 kr. automatisk i skatten for 2019, mens beløb over 20.944 kr. opkræves i tre rater i august, september og oktober 2019.