Skattejagt på Bangsbo Fort i efterårsferien
KOMMUNEN: Traditionen tro kan de yngste museumsgæster deltage gratis i den populære skattejagt på Bangsbo Fort i efterårsferien.
Jagten går ind mandag 12. oktober og varer ved frem til fredag 16. oktober - hver dag i tidsrummet 10-16.
Det er 16. år i træk at der afholdes skattejagt i det befæstede terræn.
Gennemfører man skattejagten, så er der en gevinst at hente ud over den friske luft og motion, som jagten også byder på.
Gummistøvler og lommelygte kan være nyttige ting at medbringe, men det er ikke et krav for at gennemføre turen.
For museumsgæsterne er der - ud over de åbne museumsbunkere - en spændende rundvisning på området alle dage kl. 13.
De yngste gæster kan besøge Børnebunkeren, hvor alt er udformet i børnehøjde med illustreret historiefortælling på væggene.
I Bunkerbiffen vises 25 små film omkring fortets historie og indretning.
Hvis man besøger fortet om onsdagen, er der også mulighed for at møde statister klædt ud som tyske soldater i en af befæstningens mandskabs-bunkere.