Skakklubben rykker op i manegen
KOMMUNEN: Sæby Skakklub har holdt ordinær generalforsamling 1. september.
Generalforsamlingen skulle oprindelig have foregået i foråret, men var udsat på grund af Corona-pandemien.
Formanden, Jens Riis, blev genvalgt for 37. gang.
Per Visti Andersen blev nyvalgt til bestyrelsen i stedet for Nicolai Brohus, som ønskede at udtræde, og Jens Christiansen blev genvalgt.
Duncan MacLaurin valgtes som suppleant til bestyrelsen.
Per Christensen blev valgt som revisor i stedet for Per Visti Andersen, som nu er i bestyrelsen.
Jens Chr. Jensen blev valgt som revisorsuppleant.
Regnskabet for 2019 udviste et overskud på 2.784.
I forbindelse med en renovering af Sæbygårdskolen, har kommunen meddelt, at vi ikke længere kan benytte skolen til klubbens aktiviteter.
- Vi har søgt og fået bevilget i stedet at benytte Sæby Kulturhus – Manegen. Manegens faciliteter er fremragende til vort formål, men det er dyrere end det, vi er vant til, så det vil være nødvendigt med en kontingentforhøjelse, understregede Jens Riis i sin beretning.
Under eventuelt blev der drøftet muligheden for at spille en online klubturnering, f.eks. i tilfælde af en ny Corona-krise.
Systemet lichess er en mulighed.
Der blev ikke draget en konklusion på dette.
Førsteholdet sluttede som nr. 3 i Mesterklassen, mens andetholdet sluttede sidst i B-klassen.
På grund af Corona-krisen blev sidste runde aflyst i alle klasser.
Årets højdespringer blev Duncan MacLaurin for andet år i træk.