Billede beskrivelse

Skaber job til borgere på kanten

Frederikshavn er spydspids i en satsning på socialøkonomiske virksomheder i et treårigt projekt med midler fra EU. Det sker i parløb med Jammerbugt

16. november 2017 kl. 14.45

Frederikshavn Kommune har i samarbejde med Erhvervshus Nord og Jammerbugt Kommune fået bevilget midler fra Den Europæiske Socialfond til et 3-årigt projekt om etablering af socialøkonomiske virksomheder.

Målet er at skabe arbejdspladser til borgere på kanten af arbejdsmarkedet i virksomheder, der er økonomisk bæredygtige og uafhængige af offentlige midler.

Flere socialøkonomiske virksomheder skal styrke mulighederne for de borgere, der har vanskeligt ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Målet er at reducere mangel på arbejdskraft ved at udvide arbejdsstyrken med borgere, som står uden for det ordinære arbejdsmarked.

- Vi har en vigtig rolle i forhold til at sikre, at potentielle socialøkonomiske virksomheder kender til mulighederne for støtte og vejledning i forhold til at kunne skabe økonomisk bæredygtige vækstvirksomheder. Ligesom det er vigtigt, at ordinære virksomheder bliver opmærksomme på, hvordan de kan bidrage til socialøkonomisk iværksætteri ved at skabe arbejdspladser til borgere, som i dag er uden for arbejdsmarkedet, fortæller Marianne K. Vestergaard, der gennem Erhvervshus Nord er ansat som leder af projektet.

I Frederikshavn er man ikke i tvivl om, at en socialøkonomisk vækststrategi og etablering af socialøkonomiske virksomheder er et vigtigt supplement til den øvrige indsats i forbindelse med beskæftigelse og vækst i kommunerne.

- Vi arbejder målrettet med at skabe job til alle på arbejdsmarkedet, også socialt udsatte. Jobcenteret har blandt andet en indsats med såkaldte småjob, der giver mulighed for at være til stede på en arbejdsplads i selv få timer. Herfra - og fra de eksisterende socialøkonomiske virksomheder - ved vi, at det har stor betydning for den enkelte, at arbejdsgiveren har forventninger, og anerkender arbejdet, der bliver udført. Socialøkonomiske virksomheder er en inspirationskilde, der skaber stor værdi for samfundet, siger borgmester Birgit Hansen.

Planen er nu at skabe målrettet vejledning for sociale iværksættere, som skal være med til at fastholde det socialøkonomiske potentiale og sikre udviklingen af socialøkonomiske virksomheder.

Den erfaring og viden, som man opnår gennem arbejdet med socialøkonomi, bliver samlet og videreført til de øvrige nordjyske kommuner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste