Livet her

Sindets Dag med fokus på motion

For tredje år i træk markeres Verdens Mentale Sundhedsdag i Frederikshavn Kommune som én stor samlet aktivitet den 10. oktober

01. oktober 2017 kl. 12:00

For 3. år i træk markeres Sindets Dag - også kaldet Verdens Mentale Sundhedsdag - i Frederikshavn Kommune som én stor samlet aktivitet, hvor rigtig mange lokale aktører inden for psykiatri og misbrug er involveret.

Igen i år bliver der sat fokus på motion, og som tidligere bliver der igen i år afholdt et "psykelløb" på 10 km samt en gåtur på 3 km. Navnet "10-10-10" henviser til 10 km. den 10. i 10.

Idrætsforeningen MOB DIN KROP har i hele sommeren haft hverdagscykling på programmet. Og det er genialt, udtaler David Winston, der er kaptajn på cykelturene.

- Hvis man går og tumler med nogle tanker, så er det dejligt at komme ud på cyklen og blive "blæst igennem".

David kører nu på andet år som kaptajn for MOB DIN KROP. Han har nok sammenlagt arrangeret og gennemført ture på over 700 km. Han er glad for at han kan gøre noget godt for andre og give dem den samme oplevelse, som han selv får på cyklen.

- Det er klart at så mange ture holder formen ved lige, men personligt kan jeg bedst lide fællesskabet omkring turene. Jeg var ikke selv nogen ørn til at være sammen med mennesker, da jeg startede, men jeg er helt klart blevet mere socialt anlagt de sidste to år. Så det er jo en rigtig fed bivirkning ved sport, griner David.

Men der er ikke kun cykling på programmet den 10.10. Hele foyeren er pakket med stande fra de deltagende foreninger. Her kan man komme og få info og en snak med alle udstillere. Hvis man ikke er har sin cykel med, ja så man også komme ud at gå en 3 km rute i byen. Og man kan bare møde op, selvom tilmeldingsfristen er udløbet.

- Vi vil bare gerne have så mange med ud at cykle og gå så muligt, udtaler Søren Vestergaard Pedersen, der er idrætskoordinator og tovholder for de mange foreninger, der er gået sammen om dagen

Én af dem, der ikke skal ud at bevæge sig, men skal til foredrag kl. 16.00 er Niels Christian Jensen fra SIND.

- Ja, jeg glæder mig. Jeg har aldrig hørt Niarn før, og vi var heldige, at han valgte Frederikshavn udtaler den lokale presseansvarlige fra SIND.

Niels Roos, som NIARN hedder i dag, havde allerede mange tilbud om at komme ud i landet og holde foredrag på Sindets Dag, men vi var hurtige og slog til, udtaler Niels Christian Jensen.

Totalt udsolgt

Foredraget er for længst udsolgt, og alle 400 billetter blev revet væk på rekordtid.

Niels Roos levede i mange år et liv som den feterede rapper Niarn med op- og nedture og et liv styret af sit misbrug. Han fortæller om nedturen, der kulminerede i 2013 med en indlæggelse på Hvidovre Hospital, hvor han var døden nær. Her fik han stillet diagnosen betændelse i bugspytkirtlen. Den var forårsaget af et mangeårigt alkohol- og stofmisbrug. Han var indlagt i en måned og var i overhængende livsfare. Men foredraget handler også om, hvordan han har vendt sit liv 180 grader, er i dag clean og har gang i mange forskellige projekter, og ikke mindst sit liv som familiefar.

- Hele planlægninger med videre har stået på i flere måneder, men vi er bare så klar til den 10. oktober udtaler Søren Vestergaard Pedersen fra styregruppen

- Økonomien hænger også sammen, idet alle involverede hver især giver et økonomisk bidrag til dagen, og så har vi været så heldige at Lions Club Frederikshavn også har givet et bidrag til dagen, hvilket vi er meget glade og taknemmelige for, udtaler Niels Christian Jensen fra SIND.

Programmet

Programmet for den 10. oktober ser sådan ud:

Dagen starter kl. 13.00 hvor udstilling i foyeren i Det Musiske Hus åbner. Kl. 13.30 bliver der underholdning med “Bakkely-koret" under ledelse af Knud-Erik Thrane, og kl. 13.50 holder borgmester Birgit Hansen åbningstale.

Kl. 14.00 skydes Psykelløb og gåturen i gang.

Foredraget med NIARN er kl. 16.00.

Foredraget slutter ca. klokken 18.00 med forskellige lokale aktører, der kommer på scenen og fortæller, hvor man i Frederikshavn Kommune kan få hjælp - det gælder både børn og voksne. TUBA og Barnets Blå hus har tilbud for børn og unge, der vokser op i familier med misbrug, mens både Benzo-rådgivningen og Sundhedscentrene har tilbud til voksen.

Alle aktiviteter tager udgangspunkt i og omkring Det Musiske Hus i Frederikshavn, og det er også her at psykeløbet og gåturen starter og slutter. Der er i hvert ingen tvivl, at der lagt op til en spændende dag - en fejring af Verdens mentale Sundhedsdag med mange forskellige lokale tiltag.

Alle er velkommen til at deltage i SINDETS DAG. Har man ikke tilmeldt sig psykelløbet eller gåturen, ja så møder man bare op ved Det Musiske Hus den 10. oktober kl. 13.00.

Alle der deltager i psykelløbet og gåturen får udleveret en GRATIS T-shirts.

Annonceret indhold

Nyeste