Sigurd ruller historien op
Sigurd Barrett slipper Danmarkshistorien løs i Frederikshavn her i 200-året for Frederikshavns købstadsrettigheder.
Frederikshavn Teaterforening og Ålbæk Idrætscenter er gået sammen om det historiske show, som Sigurd Barrett turnerer med i øjeblikket.
I weekenden hvor der er Forårsmesse I Arena Nord, sættes billetterne fri, så fra lørdag 3. marts og frem til spilledatoen lørdag 6. oktober kan man via Frederikshavn Teaterforenings og Arena Nords hjemmesider, samt i Ålbæk Idrætscenter købe sin billet.
Det bliver en kæmpe oplevelse, når Sigurd Barrett og hans medhjælpere, Adam Ild Rohweder, Ellinor og Dagmar Barrett, Eskild Dohn, Martin Klausen og dansere går på scenen.
Forestillingens omdrejningspunkt er Sofie. Hendes far har opfundet en tidsmaskine.
Ved en fejl bliver Sofie tryllet tilbage til danmarkshistoriens begyndelse.
Hun oplever istiden og stenalderfolket, hun møder Egtvedpigen, Grauballemanden, vikingerne og munkene - i guldalderen møder hun både H. C. Andersen og Grundtvig - og efter krigen i 1864 når hun frem til den moderne tid, hvor hun møder sine egne forfædre og dermed sin egen nære historie.
Hele tiden bygger dramaet på, om Sofie og hendes far kan genforenes.
Forestillingen slutter med det åbne spørgsmål til publikum: Hvad kan vi bruge historien til, og hvordan kan vi dele den med hinanden på tværs af generationerne?