Sidste spark i et meget langt fodboldliv

67-årige Søren Ole Knudsen rundede for nylig et halvt århundrede som seniorfodboldspiller af med en grandoldboyskamp for Strandby-Elling-Nielstrup Idrætsforening mod FfI

24. oktober 2017 kl. 10.00

Sabbatår og pauser fra fodboldspillet ligger ikke til Søren Ole Knudsen, og derfor kunne han afslutte en rigtig lang karriere på grønsværen med en grandoldboyskamp for Nielstrup i et opgør mod FfI i sin seniorsæson nummer 50.

- Og faktisk har jeg spillet fodbold i 58 sæsoner ud af de seneste 60, hvor jeg kun missede to års ynglingefodbold på grund af andre gøremål, fortæller Søren Ole, der startede hjemme i Kvissel IF som 7-årig og blot to år senere tog en ti kilometer lang cykeltur til Frederikshavn for at spille i FfI.

- På det tidspunkt var klubben rykket op i 1. division med Guld Harald og det hele, så det var sjovt at være bolddreng dengang.

Mange minder

Minderne vælter hurtigt frem hos Søren Ole, der endda husker, at han skulle ringe på telefonnummer 22574 til stadioninspektør Kaj Rasmussen, for efter træningen at få at vide, hvornår han skulle spille kamp i weekenden.

Fodboldkarrieren i FfI blev indledt med blandt andre Leif Mikkelsen og Kai Arne Nielsen som trænere, og medspillerne var drenge som Pauli Jørgensen, Søren Nielsen (lillebror til Harald) og Henning Vorum.

- Jeg husker rigtig mange fodboldture som ungdomsspiller i FfI blandt andet til Oslo, København og Bornholm, ligesom vi var i Hobro, hvor Vejle Boldklub havde en vis lille spirrevip på holdet med navnet Allan Simonsen.

Debut på førsteholdet

I 1971 fik Søren Ole debut på FfI’s førstehold, der da spillede i 3. division.

- Vi mødte Odense KFUM på udebane og tabte 2-1, men siden kom der heldigvis så mange sejre, at vi i FfI kunne rykke op i 2. division i 1974 og i 1. division i 1976.

- Oprykningen til landets bedste række blev fejret sammen med 1500 glade fans i Badmintonhallen, og vi spillere blev begavet med et ur af FfI.

- Det var tiden før professionel fodbold blev indført, og selv i 1. division måtte vi nøjes med lidt kørepenge, men sådan var forholdene jo for alle divisionsspillere dengang.

- Men under alle omstændigheder var det sjovt at møde datidens storhold som KB, OB og B1903, mindes Søren Ole, der udover tre gange ugentlig træning og en kamp i weekenden også skulle passe civilt job.

Fodbold og musik

- Desuden brugte jeg tid på at spille musik med bandet Firebirds, som har eksisteret i 53 år, så man ikke påstå, at jeg skifter hobby hvert år, smiler Søren Ole.

Fodboldkarrieren i FfI var dog på et tidspunkt skyld i, at musikken måtte lægges på hylden i en periode.

- Da vi i 1971 fik den engelske træner Mike Laing, fik jeg besked på at stoppe med musikken, Han mente ikke, at det kunne forenes at spille til bal lørdag aften og spille fodbold søndag eftermiddag.

Søen Ole havde ti sæsoner frem til 1980 på FfI’s førstehold, og derefter kastede han sig over trænerjobbet.

- Jeg blev spillende træner i Nielstrup IF, og det lykkedes at få klubbens bedste hold helt op i toppen af serie 2.

Oldboysfodbold

I starten af 90’erne var det slut med at være spillende træner, men fodboldspillet havde stadig tag i Søren Ole, så han fortsatte først på SEIFs oldboyshold og senere på grandoldboys, hvor han altså rundede af med 1-4 mod et FfI-hold, der blandt andre talte Ruben Christiansen, der i flere sæsoner spillede med Søren Ole på FfI’s divisionshold.

- Bentøjet er slidt, og hvert år kommer der i grandoldboys modstandere op på 40 år, som jeg kun ser ryggen af, så nu må støvlerne sættes på hylden.

Det civile arbejdsliv fortsætter han dog som revisor i Hjørring, og musikken spiller også videre med Firebirds.

- Jeg har også en lille ejendom med ti tønder land og en stor have, der skal passes, og minderne fra de mange år med fodbolden lever også videre, slutter Søren Ole Knudsen, der i 2011 blev æresmedlem i SEIF efter mange års medlemskab og en drivende kraft på mange måder indenfor klubben.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste