Billede beskrivelse

Sidste aften med kliken: KidsAid-show gav store oplevelser og store gaver

21. marts 2024 kl. 21.58
Opdateret 22. marts 2024 kl. 08.12

Der var store navne på plakaten, da Bangsbo Frejas U19-drenge torsdag arrangerede stort indsamlingsarrangement i Arena Nord for at hjælpe syge og sårbare børn samt deres familier. 

Navne som sangerne Allan Olsen og Peter A.G., håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen og tv­-journalist Morten Ankerdal og mange flere. Men det største bifald gik til fodbolddrengene selv, da de alle gik på scenen for at fortælle om deres projekt og dele gaver ud.

På skift greb drengene mikrofonen og fortalte om de donationer, de havde valgt til dette års arrangement. Det var først og fremmest en donation på 40.000 kr. til Hospice Vendsyssels sorgarbejde for børn, der mister en forælder på hospice. 

Men det var ikke kun penge, fodbolddrengene havde tænkt videre:

Da de for to år siden blev kåret som ”Årets Nordjyde”, modtog de en bronzefigur af kunstneren Lene Purkær Stefansen fra Svenstrup. Drengene havde set, at hun havde en anden figur, en mindefigur med navnet ”Kærligheden lever for evigt”, og efter samtaler med sygeplejerskerne på Hospice Vendsyssel fandt de ud af, at sådan en figur kan bruges i sorgarbejdet. Donationen skal således bruges til indkøb af bronzefigurer, som Hospice Vendsyssel forærer til børn, der mister en forælder.

Kunstneren Lene Purkær Stefansen har siden donationen blev offentliggjort, solgt bronzefiguren via sin hjemmeside og har valgt at sende 200 kr. retur til Bangsbo-drengene for hver solgt figur. Hun har således kunnet returnere 40 pct. af købesummen, således at donationen kan række endnu længere.

Store donationer

Aftenens anden donation fra Bangsbo-drengene og KidsAid gik til Solsikken, der er en institution for handicappede og unge, der har det svært. 

Solsikken var den allerførste modtager af en donation for seks år siden, da samarbejdet mellem Bangsbo Freja og KidsAid startede, og et besøg på Solsikken gav i den grad fodbolddrengene lyst til at gøre mere.

Derfor var det naturligt at afslutte donationsprojektet med endnu en donation til Solsikken, denne gang på 20.000 kr.

Samlet over de seks år har Bangsbo Freja og KidsAid indsamlet 1,5 mio. kr. under overskriften ”Børn hjælper børn”. 

Nu er fodbolddrengene blevet unge mænd, og samarbejdet med KidsAid ophører. Men drengene/mændene er næppe færdige med velgørenhed, for det har givet dem rigtig meget gennem årene, idet den anden side af velgørenheden er personlig udvikling og sammenhold i klubben.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste