Selv aktive kvinder holder ferie
Et velfortjent pusterum oven på et travlt forår
SÆBY: Efter en lang sæson, der også i forårsmånederne bød på mange aktiviteter af vidt forskellig art, er Aktive Kvinder Sæby nu gået på en fortjent ferie.
Det sker efter en sæson, hvor bestyrelsen har kunnet glæde sig over stor tilslutning fra medlemmerne til arrangementerne.
Sidste arrangement inden ferien var et besøg på en af Torben Farums store svinefarme ved Syvsten.
Torben Farum, der er formand for Landbo Nords Svinerådgivning gav deltagerne et indgående indblik i driften på et moderne landbrug.
Efterfølgende blev der budt på kaffebord i privaten.
Aktive Kvinder har også besøgt Julemærkehjemmet I Hobro. Hjemmet har plads til 48 børn i alderen 7-14 år. Et ophold varer typisk 10 uger, hvor børnene får hjælp til at komme ud af mobning og ensomhed samtidig med, at de lærer om sund kost og motion for at tabe sig, så de får smilet og troen på sig selv tilbage.
Deltagerne blev først vist rundt på hjemmet af elever. Senere fortalte hjemmets forstander, Lise Claesson, om dagligdagen på institutionen. Samtlige pladser i bussen til turen blev hurtigt solgt. På grund af den store interesse for dette besøg , har man besluttet at arrangerer endnu en tur til Julemærkehjemmet til efteråret.
Også Hyggeklubben for Ældre holder nu sommerferie.
Sæsonens sidste arrangement var en vellykket sommerudflugt med 51 deltagere.
Turen gik til Hadsund, Dania-saltfabrikken og videre til Mariager og herfra langs den flotte fjord til Hobro, hvor der var middag på Theater-restaurationen.
Efter en rundtur på havnen i Hobro fortsatte turen til Bramslev Bakker, hvor man nød det flotte landskab og udsigten ud over fjorden.
Eftermiddagskaffen blev nydt på den ret nye Bramslevgård.
Også Hyggeklubben har sæsonen igennem kunnet glæde sig over stor opbakning til arrangementerne, der normalt er henlagt til Musikhuset i Skolegade. Hyggeklubben starter den nye sæson til september.
Programmet for 2019/2020-sæsonen er på trapperne og vil blive omdelt til medlemmerne i begyndelsen af juli. D
et kan allerede nu afsløres, at også den nye sæson vil byde på en lang række spændende arrangementer så som en sensommertur, en juletur, en tur til Aalborg med spisning, foredrag, virksomhedsbesøg og meget andet.