Se fotos: Jazzbaskere slog til i kystby
Inkarnerede jazzelskere og alle andre, der havde hang til svingende musikalske toner i hyggelige omgivelser, var i stort tal mødt op i hele ti spillesteder i Sæby.
Da halvdelen af de 14 koncerter blev holdt udendørs ved Sæby Jazzfestival, var vejrliget i pinsedagene ikke uden betydning for publikums opbakning.
Heldigvis for arrangørerne var vejret med festivalen og alle siddepladserne kom i brug.
Planlægningen bør roses for at have lagt et program, hvor alle jazzens mange stilarter var repræsenteret.
Sæby Jazzfestival lagde fredag formiddag ud i Nordjyllandshallen hvor 500 børn fra 0. til 3. klasse var mødt op på halgulvet.
Musikbandet, Æsken fra Aahus, leverede med deres energiske engagement en forrygende og medlevende koncert, der fik taget til at løfte sig.
Det mere voksne publikum kunne de følgende dage nyde jazz af høj kvalitet, hvor genrens verden blev rullet ud i fuldt flor.
I hele byen
Retfærdighedens gård blev for første gang taget i brug som spillested til festivalen.
Her havde arrangørerne med stort held fået Peter Lund Paulsen fra Aalborg til at samle et mesterligt hold af musikere, som forførte publikum med tonerne af lækker swing- og jazzmusik, pakket ind i finurlige arrangementer.
Lørdag aften spillede Rasmus Sørensen Duo Koncert med Jon Henriksson for fuldt hus i Retfærdigheden.
Dan Hejslet blev tildelt ”Årets Jazz Clasher” der sammen med 10.000 kroner skal være et skulderklap til modtageren.
Det unge talent skal i begyndelsen af 2024 indspille et album.
Rosinen i pølseenden blev traditionen tro en koncert med Brønderslev Bigband, der optrådte i Restaurant Den Skallede Kok Sæby Søbad. Her spillede bandet såvel traditionelle klassikere og nyere kompositioner.