Se fotos: 4000 var til midsommerfest på Sønderstrand
På Skagen Sønderstrand blev sankthansaften en stemningsfyldt midsommerfest på trods af, at aftenen måtte undvære sit traditionelle bål på grund af afbrændingsforbuddet i Nordjylland.
De 1500 programmer med sangtekster, som Toppen af Danmark havde sørget for, fik hurtigt ben at gå på, og Toppen af Danmark, som står for arrangementet, vurderer, at der var små 4000 mennesker på stranden til sankthans-festen.
Direktør for Toppen af Danmark, Lene Kappelborg bød velkommen, Jens-Christian Wandt sang for og medlemmer af Klitkoret sang med.
Tine Lilholt og Knud-Erik Thrane akkompagnerede på henholdsvis tværfløjte og klaver.
Og musikere og sangere havde valgt at udvide det musikalske indslag i anledningen af det manglende bål.
Populære sange på programmet
Albertes ‘Lyse nætter’ lagde stemningen an og sidenhen Jens Rosendals ‘Du kom med alt det der var dig’.
- I må gerne tage hinanden i hænderne, hvis I bliver følsomme. Det er jo en følsom sang, sagde Jens-Christian Wandt om Jens Rosendals sang, som er en af de mest populære sange i højskolesangbogen i dag.
Til ‘Der er et yndigt land’ rejste de mange tusinde siddende gæster sig spontant og stemmede i.
Lidt blandede meninger var der nok om, at Drachmanns midsommervise blev sunget med Shu-Bi-Duas melodi. Men det var der en særlig grund til, da Shu-Bi-Dua i år har 50-års jubilæum og det skulle fejres. Og der blev da også sunget med på den moderne melodi fra 1980.
Båltalen uden bål
Ingen Sankt Hans uden en båltale - ej heller når bålet mangler.
Årets taler var skagbo og direktør for Ørsted og tidligere direktør i Grundfos, Mads Nipper, og han havde taget tre kapitler til skagboerne med: En kærlighedserklæring, en opsang og en opfordring.
Især i opsangen havde Mads Nipper taget alarmerende budskaber med.
- Det er ikke et tilfælde, at der ikke er bål i dag. Det skete første gang under 2. verdenskrig og anden gang under coronaen, siger Nipper, men det er ifølge Nipper første gang, at det sker på grund af vejret, og nok desværre ikke sidste.
- Det kommer sandsynligvis til at ske mange gange de kommende år, for vi er desværre blevet ubevidste forbrugere af vores natur. Vi konsumerer vores planet, natur og omgivelser i en grad, der ikke holder, og det er vi alle nødt til at tage ansvar for og ikke bare tro, at alle andre løser det, siger Mads Nipper fra talerstolen og opfordrer alle til at tage et selvstændigt ansvar.