Se billederne: Skagen Festival skudt i gang
Et sted i verden er det tid til øl og musik. Også selvom klokken knap er slået ti om formiddagen.
Det sted er Skagen Festivals Torvescene, hvor der allerede er godt gang i fadølshanerne og både rosé- rød- og hvidvin er kommet på bordene rundt omkring.
På scenen står den på ægte folk-musik med Folk Friends, men inden da, har hele teltet sunget med på Skagen Festivalens helt egen sang “It’s good to see you”.
Sangen er festivalens startskud, og publikum kender den - og en del af dem kender også hinanden. Sangen sætter den helt rigtige stemning, man får hilst på hinanden og skålet.
For 51. gang
En festivalgænger fra Vejle, kan ikke huske hvornår det hele startede for ham og vennerne.
- Det er dog ikke 51 år siden, så meget kan jeg da huske, siger han og henviser til, at det i år er 51. gang, at der er festival på toppen.
Der bliver allerede danset lidt i krogene og fra scenen lyder ‘Whisky in the jar’ og andre klassikere.
Spillemandskoncert for børnene
Mens startskuddet har lydt på torvet, er børnenes festival skudt i gang på Spar Nord-scenen i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Svøbsk satte festivalen i gang i børnehøjde med musik, som er forankret i spillemandstraditioner og klassiske polkaer.
Og de kunne få børnene op af sæderne.
- Det var rigtig godt. Især fordi, der var en baby, som dansede helt vildt - det var skægt, siger otte-årige Summer, som er til koncerten sammen med sfo’en.
Med torsdagens startkoncerter er festivalen med mere end 71 koncerter på programmet på seks forskellige fetsivals-scener skudt i gang i byen. 51 kunstnere giver koncert i løbet af de næste fire dage i Skagen.