Se billederne: Danseglæden lyste ud af deltagerne
Der var fokus på dans og glæde, da Sæby Folkedanserforening og East Coast Linedance viste et udpluk af danseformer, og hvad de skal øve på gennem den forestående vintersæson.
Fælles for begge foreninger var at inspirere publikum til at gå til dans og opleve glæden ved at udføre de rigtige trin i takt til musikken.
Dans er også god motion for såvel krop som sjæl udfoldet i et godt fællesskab.
Når seniordanserne fortæller, hvorfor de går til dans, kommer forkortelsen 4H straks på tale. Meget rammende står forkortelsen for styrkelse af hjernen, hjertet, helbredet og humøret.
Hvis der blandt læserne er par eller singler, der har fået lyst til at komme ud på dansegulvet, er man altid velkommen til et par uforpligtende forsøg med trinene.
Nye folkedanserne træner om tirsdagene klokken 19.00 på Sæbygaardskolen med sæsonstart 13. september. Seniordanserne øver også hver tirsdag, men klokken 14.30 i Manegen, ligeledes med opstart den 13. september. Begge hold ledes af den erfarne og kompetente instruktør Vita Ugilt.
- Alle, der holder af at danse, kan være med til folkedans og seniordans, som er en billig og sjov motionsform.
- Hver danseaften bliver der danset mange forskellige danse, for eksempel vals, polka og hopsa, både som pardans, kredsdans og andre formationer.
- For seniordanserne er tempo og sværhedsgrad tilpasset, så alle kan følge med rytmen i de iørefaldende melodier, understreger Vita Ugilt.
East Coast Linedance danser hver torsdag klokken 18.30 på Sæbygaardskolen, hvor der er træning for såvel begyndere og letøvede.
De øvede dansere begyndte sæsonen allerede midt i august. Nye kan med fordel starte op 8. september.
Den uundværlige musik er ikke kun country. Holdene danser til alle former for nyt som gammelkendt musik i en blandet genre.
- Vi danser for glæden med dans og den gode motion, men også for at have det sjovt.
- Det er sjovt at danse linedance, alle bliver så glade i låget af det, siger instruktør Tina Himmelstrup.
Linedanceforeningen tager gerne ud til opvisninger for at vise, hvad de kan, men også for at vise andre, hvad linedance er, og publikum er altid velkomne til at prøve, som i lørdags på Sæby Torv.